DF om S-kampagne: Det er god humor

Pressefoto
Udgivet Opdateret

»Da jeg først hørte om det, tænkte jeg, det er da god humor.«

Det siger Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen (DF), der blev noget overrasket, da han blev præsenteret for Socialdemokraternes nye kampgane. En kampagne, som slår til lyd for stramme asylregler og flere krav til indvandrere.

»Men da jeg havde filosoferet lidt mere over det, tænkte jeg, at det er lidt groft, for siden 2011, hvor de fik magten, har det jo været en lempelse af udlændingepolitikken, hver gang regeringen har lagt et forslag ned i folketingssalen,« tilføjer Martin Henriksen.

Kampagne lyder hult

Den nye kampagne klinger altså noget hult i ordførerens ører, og han nævner, at han flere gange har stået på Folketingets talerstol og advaret Socialdemokraterne mod at sænke kravene til udlændinges danskkundskaber eller fjerne pointsystemet på familiesammenføring og permanent ophold.

»Nu hvor vi er tæt på et folketingsvalg, så prøver de at få det til at se ud som om, det slet ikke har fundet sted. Det er ærgerligt, for så diskuterer vi jo ikke, hvor vi er uenige, og hvorfor vi er uenige. Så bliver det en kamp om, hvem der kan se bedst ud på TV-skærmen og på annoncer,« siger Martin Henriksen.

Han mener, folk fortjener at høre, hvorfor Socialdemokraterne har ført den politik, de har ført. Hvad deres bevæggrunde har været. Så kan de bagefter høre Dansk Folkepartis bevæggrunde og ud fra det vurdere, hvor de vil sætte deres kryds på valgdagen.

V spærrer også øjnene op

Hos Venstre har man også spærret øjnene op i forhold til kampagnen.

»Hvis det ikke var fordi, det var et decideret vælgerbedrag, så var det nærmest komisk. En af mine første tanker var da, om Socialdemokraterne var kommet til at lække deres egen aprilsnar,« siger politisk ordfører Inger Støjberg (V).

Socialdemokraterne lancerede kampagnen lørdag, og danskerne kan fremover se statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) på store plakater på trafikknudepunkter og i avisannoncer, hvor hun toner frem under overskriften »Stramme asylregler og flere krav til indvandrere«.

Powered by Labrador CMS