Disse billeder er fra sager med misbrugte børn: Kan du genkende noget?

Politiet i hele Europa beder om hjælp.

Udgivet Opdateret

Pædofili og sexovergreb på børn er uhyggelige forbrydelser. Nu kan du være med til at sætte forbryderne fast.

Det europæiske politisamarbejde, Europol, beder borgere i hele verdensdelen om hjælp til at identificere dele på forskellige billeder.

Det kan være alt fra et stykke tøj, en udsigt, legetøj, en vask, en lampe og så videre.

Disse billeder kan du se i galleriet over artiklen. Klik dem igennem – det kan være, netop du er med til at opklare en eller flere af de uhyggelige forbrydelser.

(Bemærk, at der er endnu flere billeder på Europols hjemmeside – disse er de sidst nye).

Det, der kan ses på billederne, er alle fra en baggrund fra et billede, hvor der foregår en eller anden form for sexmisbrug af børn eller billeder med seksuelt indhold, der på en eller anden måde involverer en mindreårig.

Billederne kan derfor virke en smule pixelerede.

Se dem i galleriet over artiklen.

Ved hvert billede er der en beskrivelse af, præcis hvad, Europol gerne vil vide mere om.

Det kan blandt andet være en del af en t-shirt, et spædbarns body eller et tæppe – og billederne kan selvfølgelig virke stødende, vel vidende, hvad der også foregår på dem.

I en pressemeddelelse skriver Europol blandt andet, at selv de spor, der kan virke mest uskyldige, kan være netop det, der opklarer sagen.

Endnu intet held

Alle midler er taget i brug for at identificere, hvor billederne stammer fra – desværre uden held.

– Vi er overbevist om, at flere øjne vil føre til flere spor og i sidste ende være med til at redde børnene, har Europol tidligere skrevet i en medfølgende pressemeddelelse.

Europol er især interesseret i at opklare, hvor billederne – og indholdet i billederne – stammer fra.

Sådan gør du

Kan du genkende et eller flere af motiverne, skal du gå ind på Europols hjemmeside HER – finde billedet, klikke på det og sende informationen til Europol. Det kan gøres anonymt.

Herefter bliver informationen givet videre til rette instans i det område/land, der eventuelt henvises til.

På den måde håber Europol, at disse informationer vil være med til at sætte en stopper for sexmisbrug af børn.

Powered by Labrador CMS