Disse danskere vil kunne krydse grænsen

Slesvigsk Parti ønsker, at medlemmerne af mindretallene nord og syd for den dansk-tyske grænse skal kunne besøge familiemedlemmer.

Mindretallene skal kunne krydse grænsen for at besøge familie, lyder forslaget fra Slesvigsk Parti. Foto: Scanpix
Udgivet Opdateret

Sønderjyder og slesvig-holstenere, som er i familie, skal kunne besøge hinanden.

Det ønsker formanden for Slesvigsk Parti, Carsten Leth Schmidt. Det fortæller han til JydskeVestkysten.

Slesvigsk Parti er et parti, der repræsenterer det tyske mindretal i Nordslesvig og Danmark. Partiet er for nuværende valgt ind i de sønderjyske kommuner; Sønderborg, Tønder, Aabenraa og Haderslev.

Til avisen fortæller Carsten Leth Schmidt, at det for det tyske mindretal er meget normalt, at have tætte familiære relationer på tværs af grænsen:

– I mindretallet er der mange eksempler på, at man har børn på den anden side af grænsen, men vi har også fået henvendelser fra nogle, der ikke nødvendigvis er en del af mindretallet, fordi de har en kæreste, som bor den anden side af grænsen, og fraskilte fædre, der ikke kan se deres børn, forklarer Carsten Leth Schmidt.

Til avisen fortæller Schmidt også, at han som det næste gerne ser, at der endnu en gang kan åbnes for adgang til indkøb på tværs af grænsen.

Powered by Labrador CMS