Disse ukendte trafikregler koster danskere dyrt

Som cyklist kan du undgå bøder på flere tusinde kroner, hvis du sætter dig ind i fem færdselsregler, som mange glemmer.

Udgivet Opdateret

Inden du stiger op på jernhesten efter ferien eller sender dit barn på cykel til skole for første gang, så kan det være, du skal genopfriske færdselsreglerne.

For der er flere af reglerne, som mange ikke kender, og det kan koste dyrt i bøder. Her er fem af de regler, som cyklisterne ofte overtræder.

1) Busstoppested uden helle

Har du set dig sur på passagerer, der vælter ud af bussen længere fremme og vader direkte ud foran dig på cykelstien?

Måske skal du se indad i stedet.

– Vi oplever, at der er forvirring, når bussen stopper. Men hvis der ikke er et helle mellem bussen og cykelstien, så er det cyklisten, der skal stoppe, siger Jane Kofod, der er kommunikationschef ved Cyklistforbundet.

Gør du ikke det, risikerer du en bøde.

Er der til gengæld et helle mellem bussen og cykelstien, skal passagererne holde tilbage for dig.

En tredjedel af cyklister og buspassagerer kender ikke reglerne for, hvem der skal holde tilbage ved et busstop med og uden helle, viser en undersøgelse fra analyseinstituttet Epinion fra april 2020.

2) Brug af mobilen

Du ved måske godt, at du ikke må køre med en hånd på styret, mens du bruger den anden til at snakke i telefon.

Men ved du også, at du heller ikke må tage mobilen op af lommen og skifte musiknummer, når du holder for rødt lys?

– Du er stadig i trafikken, hvor reglen om håndholdt mobil gælder, så det vil koste dig 1000 kroner, siger Christian Berthelsen, der er politiassistent hos Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.

Hvis du cykler med GPS, så sørg for at montere telefonen i en holder på styret.

Reglerne for brug af mobiltelefon på cyklen er blandt reglerne, som danskerne har dårligst kendskab til, viser en undersøgelse fra DTU fra 2020.

3) Ud over stoplinjen

Er du en af dem, der lige så stille tyvstarter og begynder at trille ud i krydset, før lyset er skiftet til grønt, så bryder du også loven.

– Hvis du passerer stoplinjen, der findes i stort set alle lyssignaler, før tid, så kan du få en bøde på 1000 kroner, siger Christian Berthelsen.

4) Give håndtegn

Du ved sikkert godt, at du skal give håndtegn, når du drejer eller stopper midt på cykelstien. Men ved du, at det også gælder, når du stopper i et lyskryds, hvor der er rødt?

Selv om du tænker, at alle trafikanter da kan regne ud, at du vil stoppe for rødt, så kan det koste dig en bøde på 700 kroner, hvis du ikke indikerer det med hånden.

– Håndtegn handler om, at du viser forudsigelighed samt din intention, og hvis du ikke bruger det, så kan andre trafikanter ikke læse dig, siger Jane Kofod.

5) Mod ensretningen

En stor del af de bøder, politiet giver til cyklister, skyldes, at de kører mod en ensretning.

– Mange bliver overraskede, fordi de tænker, det kun gælder biler. De føler sig tit forurettede, fortæller Christian Berthelsen.

Sådan bliver du en sikker cyklist

Newsbreak.dk har bedt specialkonsulent fra Rådet for Sikker Trafik Pernille Ehlers komme med sine bedste råd for at undgå at blive en del af ulykkesstatistikken for cyklister

  • Se dig godt for, og brug tid på at se dig for.
  • Giv tegn. Vis, hvad du vil, så de andre kan se, hvad du vil. Og hold selv øje med de trafikanters hensigt.
  • Vær opmærksom – drop musikken i ørene og mobilen og alt muligt andet, der kan mindske din opmærksomhed på trafikken.
  • Vis hensyn, og lad være med nødvendigvis at holde på din ret – det kan være ret farligt at holde på din ret nogle gange (Pernille Ehlers understreger denne pointe med en meget sigende anekdote fra en gang, hun var indlagt på hospitalet, hvor hun lå på stue sammen med en mand, der var kommet alvorligt til skade som cyklist. Han var blevet ramt af en modkørende bil, der skulle svinge til venstre i et kryds. “Jamen, jeg havde set, at han kom kørende, og jeg kunne også godt se, at han kørte stærkt, men det var jo ham, der skulle holde tilbage,” gengiver Pernille Ehlers hans forklaring på ulykken).
  • Husk lygter og cykelhjelm.
  • Sørg for at være opmærksom på glatte veje i vintertiden. Hvis der er glat så sæt farten ned og pas godt på – kør eventuelt afsted i lidt bedre tid.

I galleriet ovenfor kan du blive klogere på flere forseelser, der kan koste dig en bøde på cyklen.

Powered by Labrador CMS