DMI med dyster prognose for ugens vejr

Der er i hvert fald absolut intet at glæde sig over, hvis man er til kulde og vinter

Offentliggjort Sidst opdateret

Mildt decembervejr uden udsigt til sne

Vejret i december forbliver mildt med temperaturer over fem grader.

Der er mulighed for solstrejf og regn, men ingen udsigt til sne.

Sidst på ugen kan temperaturen falde til mellem nul og fem grader.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Selv om vi efterhånden er halvvejs igennem december, byder vejret denne uge fortsat på milde temperaturer på over fem grader.

Der bliver desuden plads til enkelte solstrejf og regndryp.

Det siger Rasmus Stoltze Hansen, som er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), tidligt mandag morgen.

- Det er relativt mildt for vejret i december. Sidst på ugen får vi et skifte til køligere temperaturer, siger han.

Mandag bliver en gråvejrsdag i det meste af landet, hvor skyer særligt vil give småregn over den nordvestlige del af Jylland.

I den sydlige del af landet er der dog mulighed for opklaring i løbet af eftermiddagstimerne.

Vinden vil også lægge sig i løbet af dagen, så den bliver let til jævn mange steder, mens temperaturerne vil ligge mellem syv og ni grader.

Enkelte solstrejf forventes denne uge at finde vej igennem skyerne, der kommer til at dominere i en lun decemberuge. Trods skifte til køligere temperaturer i slutningen af ugen er udsigten til en hvid jul ikke stor. (Arkivfoto).

Gråvejr med sol 

Tirsdag bliver vejret i overvejende grad tørt.

- Dagen vil være med nogen eller måske endda en del sol mange steder. Det er nok stadig gråvejr i det nordvestlige Jylland, siger Rasmus Stoltze Hansen.

Temperaturerne vil ligge mellem syv til ti graders varme.

Onsdag fortsætter de milde temperaturer, mens det bliver relativt skyet med regn og byger først på dagen.

- Efterhånden bliver det mest tørvejr, og ud på dagen kan der begynde at komme lidt solskin, siger meteorologen.

Mere sol 

Torsdag og fredag er der mulighed for en smule mere sol end i begyndelsen af ugen, mens temperaturerne fortsat vil ligge til den lune side.

Hen mod weekenden er der mulighed for, at der sker et skifte i vejret, der betyder, at temperaturen falder en smule til mellem nul til fem graders varme.

- Det leder naturligt hen til snakken om, hvorvidt der skulle være noget hvidt i sigte juleaften, siger Rasmus Stoltze Hansen og tilføjer:

- Det er stadig lang tid ude i fremtiden, men uden at male fanden på væggen, så er der ikke de store udsigter til, at der skulle være noget sne i det lige nu.

Powered by Labrador CMS