DMI: Vindstød af orkanstyrke på vej

DMI varsler nu, at der kan komme vindstød af orkanstyrke i løbet af fredag

Udgivet Opdateret

Så er der nyt fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) om den forestående storm, der rammer Danmark natten til fredag.

Stormen, der har fået navnet Johanne, kommer nemlig til at byde på vindstød af orkanstyrke flere steder i landet, oplyser vagthavende meteorolog ved DMI Mette Wagner til Newsbreak.dk.

– Det begynder at blæse op langs den jyske vestkyst ved midnatstid. Stormen tager rigtig fat ved 4-tiden, hvor der flere steder langs den jyske vestkyst kan komme vindstød af orkanstyrke – det vil sige 25 meter per sekund, siger Mette Wagner.

Hun understreger, at der i hele landet vil komme kraftig blæst, men at det altså primært bliver i Nord- og Vestjylland, at stormen bliver værst.

Tag dine forholdsregler

Mette Wagner opfordrer desuden til, at man tager sig i agt for det voldsomme vejr, der er på vej.

– Når vindstødene er så kraftige kan løse tagsten sagtens flyve væk, så man skal tage sin forholdsregler, lyder opfordringen fra meteorologen.

DMI’s stormvarsel har også fået Beredskabsstyrelsen på banen på Twitter. Den opfordrer også til, at man tager sine forholdsregler i det farlige vejr.

Vindstød af orkanstyrke

Vindstød af orkanstyrke medfører at tagsten blæser ned, store grene knækker, træer kan vælte og spærre tog- og vejstrækninger. Stor sandsynlighed for at broer må lukkes for trafik.

Kilde: DMI.

I galleriet ovenfor kan du se, hvordan du skal forholde dig under en voldsomt stormvejr ifølge Beredskabsstyrelsen.

Powered by Labrador CMS