Død efter hjerteoperation

Ikoniske Mac Davis, der stod bag flere Elvis Presley ørehængere, er gået bort.

Mac Davis døde tirsdag den 29. september. Han blev 78 år. Foto: scanpix.
Udgivet Opdateret

Tirsdag den 29. september kunne Newsbreak berette, at den ikoniske countrymusiker, sanger, sangskriver og skuespiller Mac Davis, var i alvorlig krise efter en hjerteoperation. Nu er han gået bort 78 år gammel.

Mac Davis døde ifølge Billboard tirsdag aften.

Den triste nyhed bekræftes også af afdødes manager Jim Morey.

“Mac Davis har været min klient i over 40 år – og nok så vigtigt min bedste ven. Han var en musiklegende, men hans vigtigste arbejde var rollen som en kærlig mand, far, bedstefar og ven. Jeg vil savne at grine over vores uheld undervejs og hans indsigtsfulde sans for humor,” skriver Jim Morey i en erklæring.

Mac Davis vil ikke mindst blive husket som manden bag Elvis Preslye mega-hits som ‘Memories’, ‘In The Ghetto’, ‘Don’t Cry Daddy’ og ‘A Little Less Conversation’.

Det var også ham, der skrev Glen Campbells ‘Everything a Man Could Ever Need’ og Kenny Rogers & the First Edition’s ‘Something’s Burning’.

Som aktiv kunstner havde han desuden selv kæmpe succes på såvel scenen som i pladestudiet. Det gælder blandt med store hits som ‘Baby Don’t Get Hooked On Me’ og ‘Stop and Smell the Roses’

Mac Davis blev kåret som årets ACM-entertainer i 1974 og blev optaget i Nashville Songwriter’s Hall of Fame i 2000. Seks år senere blev han optaget i National Songwriters Hall of Fame i New York.

Han har også haft sit eget variete-show på NBC fra 1974 til 1976 og medvirket i flere store film som for eksempel ‘North Dallas Forty’, ‘Cheaper to Keep Her’, ‘The Sting II’ og ‘Jackpot’.

I 1998 fik Mac Davis en stjerne på Hollywood Walk of Fame.

Mac Davis efterlader sin hustru gennem 38 år samt parrets tre sønner.

Powered by Labrador CMS