15-årig anholdt for trusler
Politiet efterforsker, om sag om trusler i det nordlige Aarhus fredag har forbindelse til lignende sager
En 15-årig dreng er fredag blevet anholdt, efter at han ifølge politiet mødte op på en uddannelsesinstitution og fremsagde trusler mod en anden dreng i det nordlige Aarhus.
Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Han er sigtet for trusler og besiddelse af en kniv og en peberspray.
- Meget alvorligt
Klokken 09.18 fik politiet en anmeldelse fra en uddannelsesinstitution i Halmstadgade i det nordlige Aarhus. Politiet kørte til stedet, og drengen blev anholdt.
Drengen bliver fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus lørdag.
- Vi ser med stor alvor på det, når man uden et anerkendelsesværdigt formål medbringer en kniv i det offentlige rum - i dette tilfælde på en uddannelsesinstitution - hvor den 15-årige ifølge vores oplysninger samtidig har fremsagt trusler mod en jævnaldrende person, siger Flemming Nørgaard, der er efterforskningschef, i pressemeddelelsen.
Uoverensstemmelser
Politiet efterforsker nu, om hændelsen fredag formiddag har relation til andre nylige forhold, hvor politiet har fået anmeldelser om, at unge drenge er blevet overfaldet og stukket med kniv.
- Vi har en formodning om, at en mindre gruppe af personer har haft nogle uoverensstemmelser, som i løbet af den seneste uges tid er mundet ud i nogle konkrete og voldelige episoder, hvor enkelte drenge er blevet overfaldet og stukket med kniv, siger Flemming Nørgaard.
17-årig stukket på gymnasium
Han tilføjer, at der ikke er grund til bekymring hos borgerne.
Konkret efterforsker politiet, om fredagens hændelse har forbindelse til en episode fredag i sidste uge, hvor en 17-årig dreng blev stukket med kniv på et gymnasium i Tilst, og en episode fra i søndags, hvor en 15-årig dreng blev stukket med kniv i det vestlige Aarhus.
Ingen er umiddelbart kommet alvorligt til skade i forbindelse med hændelserne.