Ikke set siden 2016 og nu er den død

Nu skal eksperterne i gang med at opklare dødsårsagen

Offentliggjort Sidst opdateret

Kaskelothval fundet død i Ålbæk Bugt

En kaskelothval blev fundet død i Ålbæk Bugt nær Skagen, og Naturstyrelsen arbejder på at bjærge den.

Forskere planlægger at obducere hvalen for at finde dødsårsagen, da strandinger kan skyldes, at hvalerne er kommet på afveje.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

En kaskelothval, der lørdag eftermiddag blev observeret i Ålbæk Bugt nær Skagen, er død.

Det oplyser Naturstyrelsen efter en besigtigelse af den 13,7 meter lange hval.

- En kaskelothval er en stor hval, og det er bestemt ikke noget, vi ser hver dag, siger chef for Naturstyrelsen Vendsyssel Jesper Blom Hansen.

Ukendt dødsårsag

Det er uvist, hvorfor hvalen er død. Men Naturstyrelsen arbejder sammen med Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg på en plan for at bjærge hvalen.

Det vil gøre det muligt at obducere hvalen, så forskere kan blive klogere på en mulig dødsårsag.

- Det er absolut ikke nogen let opgave. Den er virkelig tung, så der skal store maskiner til at bjærge den, siger Jesper Blom Hansen.

Kaskelothvalen vil nu blive forsøgt bjærget.

Sidst sket i 2016

Senest en kaskelothval strandede ved danske kyster, var i 2016. Det var på Fanø, og også dengang var hvalen død, da den blev fundet.

Charlotte Bie Thøstesen er naturhistorisk fagchef på Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg.

Hun bekræfter, at man arbejder på en plan for bjærgning af den strandede kaskelothval.

Når der af og til sker strandinger ved danske kyster, kan det hænge sammen med, at hvalerne er kommet på afveje.

- Kaskelotter holder blandt andet til ved Azorerne, og de unge hanner trækker op til Norge for at finde føde.

Kan ikke komme ud igen

- Når de så skal tilbage til hunnerne og ungerne, ser vi nogle gange, at de forvilder sig ind i Nordsøen og ikke kan komme ud igen. Og så ser vi strandinger, siger Charlotte Bie Thøstesen.

Kaskelothvalen er verdens største tandhval - en hvaltype, der er kendetegnet ved at have tænder.

Kaskelotter kan dykke ned til 3000 meters dybde og være neddykkede i op til to timer.

Der skal store maskiner til at bjærge den 13,7 meter lange hval, der er meget tung.

De finder føde ved hjælp af kraftige lydbølger, der udsendes fra hvalens hoved. Lydene er så kraftige, at de kan lamme eller dræbe byttedyrene, fremgår det af Dansk Pattedyratlas.

Kaskelotter lever overvejende af blæksprutter, men i mindre grad også stimefisk, fremgår det.

Powered by Labrador CMS