Dømte mordere slipper deres indre cowboy løs i USAs blodigste fængsel

Nogle kalder det "USA's svar på romerrigets Colosseum".

Det er et af de bedst sikrede fængsler i USA, alligevel er det de indsatte der konkurrerer mod hinanden i rodeoen.Arkivfoto: MARIO TAMA / SCANPIX
Arkivfoto: MARIO TAMA / SCANPIX

Udgivet Opdateret

Det er et af USAs bedst sikrede fængsler. Alligevel står Louisiana State Penitentiary bag landets ældste fængselsrodeo. Og her er det de indsatte, der konkurrerer. De indsatte byder da også den kontroversielle begivenhed velkommen med åbne arme. De ser det som en tiltrængt pause fra det ensformige liv i et fængsel, der bliver kaldt USAs blodigste.

Rodeoen, kaldet Angola fængselsrodeo, bliver holdt to gange om året – hver søndag i oktober og en weekend i april. Den usædvanlige begivenhed er meget populær og typisk udsolgt. Man skal nemlig lede længe efter en ledig plads blandt de 11.000 sæder i arenaen. Det skriver det amerikanske medie Huffington Post.

– Rodeoen hjælper os med at give de indsatte noget at glæde sig til, og vi bringer også et menneskeligt aspekt ind i vores behandling af dem, siger Francis Abbott, der overser fængslets rehabiliteringsprogram.

Morderne elsker det

De indsatte, der deltager i rodeoen, fortæller, at det giver dem en pause fra ensformigheden i fængslet.

– Det er en fantastisk oplevelse, fortæller Steven Garner, der har fået livstid for mord.

– Jeg elsker fansene og folkemængden. Det er andet år, jeg er med i rodeoen. Det meget sjovt, også at være sammen med familie, fortæller Brian Richards – en anden indsat på livstid.

Fængslet huser for det meste indsatte som Garner og Richards, der har lange udsigter til livet udenfor fængslets mure. Næsten 75 procent af de indespærrede har en livtidsdom. Det betyder, at deres eneste chance for at komme ud af fængslet – udover den lille chance for indgriben fra retten – er i en kiste.

Indtjener millioner

Rodeoen, der startede i 1965, har også modtaget meget kritik de sidste år. Det er blevet kaldt “USA’s svar på romerrigets Colosseum” samt “i bedste tilfælde barbarisk” af flere medier. Sidste år samlede en underskriftsindsamling 1.285 støtter for at lukke rodeoen. Men fængslet og dets indsatte elsker det.

– Det bliver svært at finde en indsat, der deltager i rodeoen, der har noget skidt at sige om det, fortæller Marcus Kondkar, der er professor for sociologi ved Loyola University New Orleans.

Overskuddet fra arrangementet – hvilket indbringer en million kroner alene i billetsalg per dag – bliver brugt til at forbedre livet for de indsatte. Pengene bliver givet til en fond for indsattes trivsel, men de bliver også brugt til at finansiere statens rehabiliteringsprogram. Programmet skal hjælpe ikke-voldelige kriminelle til at blive integreret i samfundet igen.

Livstidsindsatte hjælper resten med at komme ud

Programmet bliver først og fremmest styret og bemandet af indsatte med livtidsdomme. Indsatte ved Angola, selv dem der ikke får gavn af programmet, roser det også. 27-årige Aubrey Sikes er en tidligere marineinfanterist, der som 18-årig blev arresteret for at slå sin elskers mand ihjel. Han blev idømt livtid for mord uden chance for prøveløsladelse.

– Programmet er en måde for folk som mig, der har en livtidsdom, at give noget tilbage til samfundet og at lære dem, der er yngre end os, noget. Jeg kan række ud og give dem, der kommer ind på grund af stoffer, en chance for at få et job og være sammen med deres familie, fortæller Sikes.

Powered by Labrador CMS