Dovne danskere elsker denne tjeneste

I år er der blevet overført 188 milliarder kroner via betalingstjenesten MobilePay

Udgivet Opdateret

Inden nytårsklokkerne begynder at ringe, har den danske betalingstjeneste MobilePay rundet en halv milliard transaktioner i 2022.

Det er første gang siden lanceringen for knap ti år siden, at det sker på et enkelt år. Det oplyser selskabet bag, Vipps Mobilepay.

Danskerne har benyttet den populære tjeneste 17 procent mere end forrige år, svarende til overførsler på omkring 188 milliarder kroner, lyder det.

Onsdag mangler der omkring tre millioner overførsler inden man har nået milepælen. Fortsætter aktiviteten som forventet, lander man på 502 millioner transaktioner for hele året.

Erhverv fører an

Claus Bunkenborg, der er vicedirektør for Vipps Mobilepay og landechef for Danmark, har særligt lagt mærke til, at antallet af erhvervsbetalinger nu har overgået overførsler mellem privatpersoner.

- Onlinehandlen stiger generelt i samfundet, og det er her, vi har den største vækst. På den måde afspejler vi også, hvad der foregår ude i samfundet, siger han.

- Målt på omsætning er denne del vokset omkring 25 procent gennem året trods danskernes stigende bekymring for økonomien.

Det er tiende år i træk, at betalingstjenesten oplever høj vækst. Det kan ifølge direktøren lade sig gøre, fordi MobilePay taler til forbrugernes behov for en nem og tilgængelig betalingsløsning.

- Vi er dovne

- Som forbrugere er vi lidt dovne. Det skal være så nemt som muligt, og her tiltales kunderne af MobilePay.

- Så er der også en stor tillid til vores produkt, hvis man sammenligner med de udenlandske aktører på området. Folk ved, at vi samarbejder med bankerne. Den tillid er der ikke nødvendigvis til de andre løsninger, siger Claus Bunkenborg.

Vipps MobilePay har også registreret en stor stigning i interessen for løsningen MobilePay Box, som gør det nemt at lave en indsamling. Hver måned indbetaler cirka 600.000 danskere til en MobilePay Box.

Samtidig benyttes MobilePay også i stigende grad til faste betalinger og regninger.

WESHARE

WeShare er en app fra MobilePay, der gør det nemt at holde styr på regnskabet, når man deler oplevelser og har fællesudlæg i en gruppe.

Med WeShare kan man splitte rejseregnskabet, når ferien med vennerne er slut.

Rejsegruppe kan indtaste alle udlæggene i appen i lokal valuta eller i danske kroner, og når regnskabet skal gøres op, kan man hurtigt overføre eller modtage penge direkte med MobilePay.

Kilde: MobilePay

- Alle ved, at konkurrencen skærpes, men fordi MobilePay er en universel løsning, der kan bruges i alle betalingssituationer, kan vi fortsætte den positive udvikling, siger direktøren.

Danskerne har i 2022 benyttet MobilePay 17 procent mere end forrige år. (Arkivfoto).
Danskerne har i 2022 benyttet MobilePay 17 procent mere end forrige år. (Arkivfoto).
Powered by Labrador CMS