DR 90 år: Gensyn med Korsbæk

Seerne kan glæde sig til et gensyn med Fru Fernando Møghe, Hans Christian og alle de andre i Korsbæk. Foto: Else Tolstrup/DR
Udgivet Opdateret

Danmarks Radio fylder 90 år. Det markeres med re-premiere på en række af de største og bedste programmer fra arkiverne

I forbindelse med DRs 90 års fødselsdag har DR TV repremiere på alle afsnit af Krøniken, første sæson af Forbrydelsen og hele Matador.

DRs on demand-tjeneste DR TV vil fremover give brugerne mulighed for gensyn med nogle af DRs dramaserier, så brugerne har mulighed for at se alle afsnit, når de vil. DR vil løbende skifte serierne ud med andre dramaproduktioner fra arkivet, så der altid er noget af det bedste DR Drama tilgængeligt på DR TV.

Serier, dokumentar og endda julestemning i Påsken

Påsken kan blandt andet bruges til et genbesøg hos fjernsynsfabrikken ’Bella’ i dramaserien ’Krøniken’, som blev sendt på DR1 i perioden 2004-2007. Den populære dramaserie tager seerne med på en fiktiv rejse i Danmark gennem 1949-1973.

DR TV vil også byde på et gensyn med Sofie Gråbøls komplekse karakter Sarah Lund i ’Forbrydelsen’, som blev vist på DR1 i 2007.

Udover drama har brugerne af DR TV også mulighed for at gå på genopdagelse i dele af DRs store programarkiv. I påsken præsenterer DR TV blandt andet hele første sæson af ’Gintberg på Kanten’, ligesom vært på ’Troldspejlet’, Jakob Stegelmann har udvalgt de ti bedste afsnit af ’Troldspejlet’ siden programmet startede i 1989.

Fik man ikke set Anders Aggers program ’Sømanden og juristen – historier fra et hospice’ vil muligheden også være der på DR TV, ligesom det bliver muligt at få et gensyn med en række børneprogrammer i påsken og fremover. Børnefamilierne kan eksempelvis glæde sig til kunne gense ’Pendlerkids’ og ’Mille’, ligesom man kan vælge at komme i julehumør i påsken med de populære julekalendere ’Pagten’ og ’Absalons Hemmelighed’

Matador er den bedste DR-serie nogensinde

Der er flere gange blevet cementeret, at Matador er den bedste serie, DR nogensinde har lavet. Også på dr.dk har en afstemning vist, at serien topper på danskernes favorit-liste. Matador er også tilgængelig i Påsken.

Chef for dr.dk Michael Arreboe glæder sig over, at DR TV fremover vil kunne præsentere brugerne for gensyn med det bedste fra DRs arkiver.

– DR producerer drama i særklasse. Derfor er vi glade for, at vi fremover kan præsentere brugerne for gensyn med de store og populære DR dramaserier, som de kan se på den måde, det passer dem på DR TV, siger Michael Arreboe, der tilføjer:

– Ud over DRs dramaserier vil vi løbende udvælge indhold fra vores store programarkiv, eksempelvis kulturprogrammer og dokumentarer og præsentere det på DR TV, så de ikke ligger og samler støv i arkivet, siger han.

Alt sammen kan ses fra fredag den 27. marts på DR TV, der findes på dr.dk/tv, som app til mobil og tablet samt som Hbb-tv på smart-tv.

Powered by Labrador CMS