Drenge efterlyses for ballade i friluftsbad

En gruppe drenge efterlyses for et voldsomt overfald af en 15-årig i et friluftsbad.

Det er dette friluftsbad i Odense, der har haft store problemer med utilpassede unge. Nu efterlyser politiet vidner til et overfald i badet. Foto: Google Maps.
Offentliggjort Sidst opdateret

Odense Friluftsbad åbnede i Pinsen. Men allerede i den spæde opstart har der været problemer med en gruppe af unge, der har udvist grov og provokerende adfærd.

Det udmundede blandt andet i en episode, som politiet nu beder borgerne om hjælp til.

Slået og sparket

Fyns Politi vil gerne høre fra vidner til episoden i Odense Friluftsbad, søndag 4. juni 2017, hvor en 15-årig dreng ved to episoder blev slået og sparket i forbindelse med et forudgående tyveri af drengens mobiltelefon. Det oplyser politikredsen i en pressemeddelelse.

Der er tale om en gruppe på tre-fire unge formentlig af anden etnisk herkomst end dansk.

-Vi vil gerne høre fra vidner til de to episoder, så vi kan finde frem til de unge, der stod bag hændelsen. Friluftsbadet er et offentligt sted, hvor folk kommer for at have det trygt og rart. Derfor er det en anmeldelse, vi tager meget alvorligt, oplyser politiinspektør Benny Linde Larsen fra Fyns Politi i meddelelsen.

6. juni kunne TV 2 Fyn fortælle, at en gruppe på mellem 20 og 25 unge havde skabt problemer på stedet.

– Det er rigtigt træls, nu hvor vi havde premiere på gratis adgang til Odense Friluftsbad udtalte Rune Bille, der er leder af Odense Kommunes Idrætsparker og dermed også øverste chef for Odense Friluftsbad, til TV 2.

Også de personer blev beskrevet som ‘af anden etnisk herkomst end dansk’.

Om de to episoder har nogen tilknytning til hinanden vides ikke.

Hvis nogen har oplysninger om, hvad der skete eller hvem gerningsmændene er, så kan de kontaktet Fyns Politi på telefon 114.

Powered by Labrador CMS