Drop pillerne mod angst – hør musik i stedet

Et nyt studie viser, at beroligende musik har samme effekt som beroligende medicin på patienter, der skal opereres.

Udgivet Opdateret

Det kan være svært at holde nerverne i stik, når man ved, at der står en operation for døren. Netop den nervøsitet, som mange patienter oplever inden en operation, stor som lille, har en gruppe forskere undersøgt.

De har undersøgt effekten af beroligende musik og sidestillet den med effekten af det beroligende medicin midazolam. Og det har vist nogle overraskende resultatter.

Det skriver Videnskab.dk.

Musik og medicin

I studiet medvirkede to grupper.

En gruppe med 77 personer fik et par høretelefoner med beroligende musik i, mens en gruppe på 80 personer fik 1-2 milligram af det angstdæmpende præparat midazolam.

Resultatet af studiet viste, at det beroligende musik fungerer næsten ligeså godt som medicinen. Der var kun en minimal forskel på de to.

Det finder post doc ved Center For Music In The Brain på Institut for Klinisk Medicin ved Aarhus Universitet, Kira Vibe Jespersen, interessant.

– Det er ikke overraskende, at musik kan virke beroligende og reducere angst, men det er interessant, at man har sammenlignet det med medicin, og at man finder, at det virker stort set lige så godt, siger hun til Videnskab.dk.

Forbedre operationen

Når patienter er nervøse – og tilnærmelsesvis angste – inden en operation, kan det have indflydelse på udførelsen af operationen.

Artiklen fortsætter efter videoen.

Ifølge Kira Vibe Jespersen oplever mange mennesker angst i forbindelse med operationer eller medicinske procedurer. Og kan man berolige de patienter, som har det sådan, er man sikret bedre arbejdsbetingelser, når operationen skal udføres.

Vælg musik selv

I Danmark er det sjældent, at der bruges beroligende medicin inden en operation. Samtidig er det dog også sjældent, at der bruges beroligende musik inden en operation.

Kira Vibe Jespersen og hendes hold på Center For Music In The Brain er i gang med at undersøge effekten af at bruge musik i sundhedssektoren, som hun håber på kan danne basis for at sundhedssektoren investerer på området.

Hun har da også en idé om, at hvis testpersonerne i studiet, havde fået lov til at vælge musikken selv, så havde resultaterne været endnu mere slående.

Powered by Labrador CMS