Du kan spare mange penge: Sådan skifter du bank

Der kan være penge at spare ved at skifte bank. Sådan gør du det nemmest muligt.

Udgivet Opdateret

Det drejer sig langt fra om småpenge, når man kigger på prisforskellen på at være bankkunde i Danmark. Derfor kan det være en god idé at skifte bank – eller i hvert fald at gennemsøge markedet – hvis man vil være sikker på, at man ikke betaler overpris for sine bankkonti.

Ifølge en test fra Forbrugerrådet Tænk kan der være flere tusinde kroner om året, hvis man finder den rette bank.

Tænk anbefaler, at man forud for et bankskifte har gjort sig klart, hvilke services man bruger i banken, og hvad man har behov for.

Når man har kender sine behov, kan man sammenligne priserne på de relevante parametre på sider som pengepriser.dk eller mybanker.dk.

Finder man ud af, at man gerne vil have et møde med en ny bank skal man være opmærksom på at tage en række dokumenter med til det første møde.

De dokumenter kan du se i galleriet ovenfor.

Hvad koster det at skifte bank?

Det kan godt koste penge fra både din nye og din gamle bank, når du skifter, oplyser Finans Danmark.

Som regel vil det være gratis at få lukket sin konto i en bank, hvis man har haft den i mere end 12 måneder – men ens gamle bank kan godt finde på at tage gebyrer for eksempelvis at afvikle ens lån.

Hvor lang tid tager det at skifte bank?

Det tager maksimum 12 dage at flytte en almindelig betalingskonto ifølge Finans Danmark.

Dette er regnet fra den dag, din nye bank har modtaget alle relevante oplysninger fra dig.

Det kan dog tage længere tid at flytte for eksempel pension, banklån og værdipapirer ifølge Finans Danmark.

Powered by Labrador CMS