Dumpet til køreprøve: Her er hvad eleven gjorde

Elev blev dumpet til køreprøve tirsdag formiddag fordi han lavede to alvorlige fejl - se i artiklen hvad fejlene bestod af.

Læs i artiklen her under, hvad der kostede elevens kørekort. Foto: Colourbox.
Udgivet Opdateret

En elev til køreprøve er tirsdag formiddag dumpet – fordi han gjorde noget, der var knap så smart.

Det oplyser Kenneth Benfeldt, faglig koordinator i færdselsafdelingen ved Syd- og Sønderjyllands Politi til newsbreak.dk.

Hos Syd- og Sønderjyllands Politi kører man lige nu en stor opmærksomhedskampagne over for bilister. Og set i det lys var køreelevens handling ikke særlig smart.

– Jeg blev tirsdag morgen kontaktet af en af de motorsagkyndige fra Esbjerg. Han kunne fortælle om en køreelev, som han lige havde dumpet. Elevens mobiltelefon ringede under køreprøven. Da eleven rakte ud efter sin mobil, som om han ville besvare den, sagde den motorsagkyndige: “Hvad er det du laver”? Eleven svarede overrasket, at han bare ville slukke den. Umiddelbart efter overser eleven sin højre vigepligt, som der jo er en del af i Esbjerg. Han fik derfor at vide, at han var dumpet, forklarer Kenneth Benfeldt.

To alvorlige fejl

Ifølge Kenneth Benfeldt lavede køreeleven to alvorlige fejl. Den første handler om mobiltelefonen, som han selvfølgelig skal lade ligge. I stedet må man holde ind og ringe tilbage eller sætte den på lydløs.

Den anden fejl var selvsagt, at han overså sin højre vigepligt.

– Det er overraskende, at en elev som lige har fået det ind som en del af læringen, rækker ud for at tage telefonen. Jeg har spurgt de sagkyndige, om det er noget, de oplevede jævnligt. Men det er det heldigvis ikke, siger Kenneth Benfeldt.

Og det er han rigtig glad for, for ifølge ham så skyldes 35 procent af de ulykker, hvor der var trafikdræbte i 2014 ren uopmærksomhed.

– Det er derfor vi i denne uge kører uopmærksomheds-kampagne. Det er altså vigtigt, at folk koncentrerer sig om at køre bil, når de kører bil, siger Kenneth Benfeldt.

 

Powered by Labrador CMS