Eftersøgt møder op på politistationen – med en advokat

Han har været eftersøgt siden 1. august. I dag mødte han op med sin advokat på politistationen i Køge.

En efterlyst mand henvendte sig her på politistationen i Køge. Her skal han tilbringe natten, inden han i morgen skal i retten med krav om varetægtsfængsling. Foto: Google Street View.
Udgivet Opdateret

Midt- og Vestsjællands Politi har i længere tid været på jagt efter en mindre flok mænd, der har været eftersøgt af politikredsen.

I dag mødte en af dem sammen med sin forsvarer op på politistationen i Køge, hvor han blev anholdt. Og det er ikke første gang i nøjagtig samme sagskompleks.

– Nej, det gjorde en tidligere efterlyst også, siger politikommissær Pia Fenger hos Midt- og Vestsjællands Politi til Newsbreak.dk.

Dengang kunne Newsbreak.dk fortælle, at han meldte sig selv dagen efter efterlysningen i pressen, og Pia Fenger var dengang ikke i tvivl om, at pressens efterlysning var med til at give manden kolde fødder.

Denne gang har det været lidt anderledes – den 19-årige meldte sig selv efter at have været efterlyst offentligt siden 1. august. Politiet har selv været på jagt efter ham siden starten af maj måned.

Han er mistænkt i flere sager om bedrageri og afpresning over for unge primært i Køge og Herfølge samt mistænkt i en sag om personfarlig kriminalitet (grov vold), oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Politiet har siden den offentlige efterlysning kontinuerligt ledt efter manden, der er uden fast bopæl, hos familie, venner, bekendte og andre steder, hvor han kunne formodes at opholde sig. På trods af flere tip om hans opholdssted, er det hidtil ikke lykkedes for politiet at finde ham.

Straks anholdt

Den eftersøgte blev anholdt ved sin henvendelse på politistationen, og han bliver i øjeblikket afhørt til de mange sager, som politiet mistænker ham for at have en rolle i.

Når afhøringerne af den anholdte er afsluttet, vil han forblive i politiets varetægt, idet anklagemyndigheden hos Midt- og Vestsjællands Politi fredag formiddag klokken 09.15 vil fremstille ham i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde med krav om varetægtsfængsling.

Anholdt – og løsladt

To andre, og altså heriblandt den tidligere omtalte eftersøgte, mistænkte mænd i samme sagskompleks, har under politiets efterforskning været varetægtsfængslet, men er nu på fri fod, da betingelserne for varetægtsfængsling ikke længere var til stede.

– Det er de fordi, der er proportionelle krav i sagen. Også forskellige forhold i forskellige sager, siger Pia Fenger til Newsbreak.dk, der heller ikke udelukker, at der er endnu flere indblandede i sagerne om blandt andet afpresning og vold.

Begge er dog fortsat sigtede i sagerne og kan sammen med dagens anholdte forvente at høre nærmere fra anklagemyndigheden, når sagerne mod dem skal afgøres.

Fredag morgen skal han altså i retten med krav fra politiets side om varetægtsfængsling.

– Så må vi se, hvad dommeren siger, siger politikommissæren.

Powered by Labrador CMS