Ejer sad i kiosk under eksplosion

- Det er mit levebrød, det er det, jeg har. Jeg har haft kiosken i så mange år. Nu skal jeg rydde op. Og så skal den sættes i stand, fortæller kioskejeren Yasar Koyuncu

Offentliggjort Sidst opdateret

DOWNLOAD VORES GRATIS APP

Vil du altid være opdateret? Så download app'en 'Nyheder.dk' til din smartphone HER

Citathistorie: TV 2 Kosmopol 

Ejeren af den kiosk på Istedgade 122 i København, der torsdag aften kort før midnat blev udsat for en eksplosion, fortæller til TV 2 Kosmopol, at han sad i butikken, da det store brag lød ude foran kiosken.

- Jeg hører en eksplosion, som kommer udefra, og så tager ilden fat, siger en chokeret Yasar Koyuncu, ejer af kiosken 1001 Nat, da han møder TV 2 Kosmopols reporter ved bagdøren til sin eksplosionshærgede forretning.

Flammerne stod op og dannede en voldsom brand, fortæller Yasar Koyuncu.

Foruden ejeren, befandt der sig yderligere to personer i kiosken, som også blev bange.

- Jeg har aldrig hørt sådan et brag. Det var en eksplosion. Kiosken ser forfærdelig ud nu, forklarer Yasar Koyuncu

Sidder i kroppen 

Ingen af personerne, som befandt sig i kiosken, kom til skade. Alligevel sidder den voldsomme hændelse i kroppen på den mangeårige ejer.

- Jeg har det ad helvede til. Jeg har det bare frygteligt, siger han til TV 2 Kosmopol.

I forbindelse med kriminelle grupperingers bekrigelse af hinanden, har hovedstaden flere gange set angreb mod kiosker og andre butikker.

Yasar Koyuncu kan dog ikke forstå, hvis hans forretning, er blevet angrebet i en sådan sammenhæng.

- Jeg har ikke nogen fjender. Jeg har haft kiosken i mange år, fortæller Yasar Koyuncu.

Københavns Politi forklarede sent torsdag, at vidner til eksplosionen har observeret en maskeret ung mand i mørkt tøj løbe fra stedet på Istedgade via Saxogade og Litauens Plads.

Kioskejer Yasar Koyuncu efter eksplosionen torsdag aften.

Så ingenting 

Yasar Koyuncu har dog ikke selv set manden, som kan stå bag eksplosionen.

- Jeg har ikke set nogen løbe herfra. Jeg var inde i kiosken.

Ude på gaden undersøgte de mange politifolk hver en kvadratmeter af gaden. Der blev sendt en drone i luften mens betjente med hunde undersøgte området. Tre betjente i blå DNA-dragter tjekkede en beskadiget bil ud for kiosken.

Andre politifolk havde netop forladt bagdøren i kiosken med forretningens overvågningsvideo, mens TV 2 Kosmopols reporter stod med Yasar Koyuncu.

Overvågningsmaterialet vil dog ifølge ejeren ikke hjælpe politiet særlig meget.

- Kameraerne filmer ikke udefra, kun indvendigt i butikken. Men det , der skete, var udvendigt, så man kan ikke se noget, forklarer Yasar Koyuncu.

- Mit levebrød 

Den voldsomme oplevelse har dog ikke taget modet fra Yasar Koyuncu. Han vil fortsætte arbejdet med at drive kiosk på Istedgade.

- Det er mit levebrød, det er det, jeg har. Jeg har haft kiosken i så mange år. Nu skal jeg rydde op. Og så skal den sættes i stand.

Men torsdag aften var Yasar Koyuncu sendt ud af sin kiosk af politiet massive efterforskningshold. De tillod heller ikke TV 2 Kosmopol at gå indenfor.

Powered by Labrador CMS