Ekspert: Derfor giver ny strategi ikke mening

En mere intensiv dansk teststrategi giver kun mening, hvis vi i højere grad isolerer covid-19-smittede og finder deres kontakter, siger Bjørn Melgaard, der i 11 år har haft topstillinger i WHO

Udgivet Opdateret

Bjørn Melgaard burde om nogen vide, hvad han taler om. I 2003 befandt han sig i Bangkok som chef for WHO’s vaccineprogram og var første geled i Sydøstasiens inddæmning af den covid-19-beslægtede virus SARS.

Det skriver Kristeligt Dagblad.

(Artiklen fortsætter under videoen)

Som en af de højest rangerede danskere nogensinde i WHO med 11 år i forskellige direktørstillinger følger den i dag pensionerede læge selvsagt intenst med i verdenssamfundets kamp mod covid-19.

Han er dybt bekymret over den kurs og de strategier, som sundhedsmyndighederne og regeringen i de seneste par dage har udstukket.

Eller rettere, den manglende kurs, betoner han.

Mens Sundhedsstyrelsens Søren Brostrøm og sundhedsog ældreminister Magnus Heunicke (S) i fredags annoncerede en snarlig fordobling af testkapaciteten, gik Kåre Mølbak, faglig direktør for infektionsberedskab hos Statens Serum Institut, i et stort interview med dagbladet Politiken til angreb på idéen om, at vi kan teste og isolere os ud af coronapandemien.

– Det giver ikke mening, og de to budskaber harmonerer ikke med hinanden, siger Bjørn Melgaard.

– På den ene side siger Søren Brostrøm, at vi skal teste 10.000 om dagen. På den anden side siger Kåre Mølbak, at WHO’s strategi er passé, og at mange af de raske skal blive syge for at opbygge modstandskraft. Hvad i alverden skal vi så bruge de 10.000 tests om dagen til? spørger han.

I galleriet ovenfor kan du se eksempler på de tiltag, regeringen har gjort i forsøget på at inddæmme smitten.

Efterlyser klare svar

Han efterlyser nu et langt klarere svar på, hvorfor de danske myndigheder egentlig er slået over i en mere intens teststrategi.

Det er ulogisk og inkonsekvent at teste langt flere, hvis ikke vi følger trop med en tilhørende isolationsstrategi, siger han:

– WHO arbejder ud fra en basal epidemiologisk visdom: Find virus, og så inddæm den. Under SARS gik vi efter virus på en måde, hvor hvilket som helst suspekt tilfælde blev testet og isoleret. Kort sagt test, test, test – and isolate.

– Lige nu aner vi ikke, hvad myndighederne vil bruge teststrategien til, siger Bjørn Melgaard.

Da han i december først hørte om coronaudbruddet i Kinas Hubei-provins, ”dukkede der billeder op af 2003 og SARS-situationen i Asien.”

– Jeg er normalt ikke en nervøs type. Men jeg blev bekymret for, at det kunne være en coronaepidemi af betydeligt omfang. Når SARS-virussen i relative termer ’kun’ spredte sig til 8098 mennesker og kostede 774 mennesker livet, skyldes det blandt andet en effektiv test og isolér-strategi kombineret med SARS’ dårlige evne til at overleve varmere måneder, forklarer Bjørn Mel­gaard.

Under Covid-19 har han især skelet til lande som Taiwan, Singapore og Sydkorea, der ud fra WHO’s epidemiologiske devise indtil nu er lykkedes med at få rimelig kontrol over sygdommen.

Taiwan har trods et indbyggertal på 23 millioner og en geografisk placering 130 kilometer fra fastlandskina kun 298 bekræftede covid-19-tilfælde og åbnede ifølge South China Morning Post allerede sine skoler den 26. februar, først og fremmest grundet en intens test- og dertilhørende isolationsstrategi.

Powered by Labrador CMS