Ekspert: Drab på britisk politiker er meget voldsomt

Det britiske parlamentsmedlem Jo Cox er død torsdag, efter hun blev skudt på åben gade.

Jo Cox var britisk parlamentsmedlem for partiet Labour, inden hun torsdag afgik ved døden. Foto: Handout/Reuters
Udgivet Opdateret

Det er meget voldsomt og en absolut sjældenhed i britisk politisk historie, at parlamentsmedlemmet Jo Cox torsdag er blevet dræbt af skud på gaden i byen Birstall.

Det vurderer Ole Helmersen, der er lektor på Copenhagen Business School (CBS) og ekspert i britisk politisk historie.

– Det er meget bemærkelsesværdigt. Jeg kan ikke komme i tanke om andre tilfælde, hvor britiske politikere er blevet overfaldet og dræbt på den måde. De går normalt ikke rundt og frygter for deres sikkerhed.

– Man skal tilbage til konflikten i Nordirland for at finde lignende eksempler på politikere, der er blevet angrebet så voldsomt, siger han.

Han vurderer, at drabets betydning for britisk historie vil blive afgjort af, hvad motivet for drabet er. Motivet er endnu ikke kendt, men et øjenvidne siger til nyhedsbureauet Press Association, at Cox havde blandet sig, da der opstod håndgemæng mellem to mænd.

Vidner har, ifølge Reuters, set, at politikeren blev både skudt og stukket med en kniv. En 52-årig mand er blevet anholdt for episoden. Ved arrestationen havde han flere våben på sig, inklusiv et skydevåben. Motivet bag episoden er dog stadig ukendt.

– Hvis det skyldes, at hun er politiker og den politik, hun fører, så er det et direkte angreb på demokrati, åbenhed og politikeres mulighed for at færdes frit.

– Hvis det derimod er tilfældigt, at angrebet lige rammer hende, så får det ikke på samme måde en politisk betydning, siger Ole Helmersen.

Cox var aktiv i kampagnen for et ja til EU ved den britiske afstemning om EU i næste uge. Ole Helmersen tror ikke, at hendes død vil ændre på udfaldet af afstemningen.

– Det vil ikke få indflydelse på EU-afstemningen. Så skulle det være, hvis motivet for overfaldet viser sig at være, at hun var for EU.

– Så kan det måske få en marginal indflydelse. Men jeg tvivler på, at det får folk til at flytte deres stemme, siger han.

Jo Cox blev skudt og stukket ned på gaden i byen Birstall tidligere på dagen torsdag. Torsdag aften meddeler britisk politi, at hun er afgået ved døden.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS