CLAUS MED KANT:
Det her ender dybt tragisk for Mette-Marit
Svært at se en udvej for den norske kronprinsesse, mener Nyheder.dk's tidligere chefredaktør Claus Jessen
I bund og grund er det svært at skrive om et menneske, der er på vejen mod bunden i sit liv. På vej mod mørket og uden mulighed for at komme op og ud i lyset igen.
Så er det for så vidt ligegyldigt, om personen er kongelig eller hjemløs.
Den norske kronprinsesse Mette-Marit befinder sig lige nu i en eksistentiel krise på så mange planer, at hun virker helt fortabt for fremtiden.
Hendes søn Marius sidder på anklagebænken, tiltalt for voldtægter og forsumpet i narko-handler, vold og stofmisbrug.
Mette-Marit er alvorligt syg og er kandidat til at få to lungetransplantationer i nærmeste fremtid.
Samtidig er hun viklet ind i Epstein-affæren på en højst upassende måde.
Hertil kommer spørgsmålet om, hvad ægtemanden Haakon vidste eller ikke vidste om hendes halv-erotiske flirteri via mail med det amerikanske sex-uhyre.
Som mor må det for Mette-Marit være intet mindre end forfærdende at være vidne til sin søns opførsel overfor en lang række kvinder.
Hun må uvilkårligt spørge sig selv om, hvor hun har fejlet i opdragelsen af Marius.
Det er i sig selv en tung byrde at skulle gøre sig disse overvejelser.
Kronprinsparret har egentligt tacklet situationen omkring Marius klogt i forhold til offentligheden. Parret har udtrykt medfølelse med ofrene, og der gøres ingen forskel på Marius og andre kriminelle i efterforskning og retsforfølgelse.
Marius er ikke royal og vil aldrig kunne true det norske kongehus alvorligt. Problemet er nu blot, at Mette-Marits oprørende og tankeløse forhold til Epstein uvilkårligt kan få mange nordmænd til at spørge:
- Hvis hun lider af en så alvorlig mangel på dømmekraft, så må man også kunne rejse spørgsmålet om hendes opdrager-rolle i forhold til Marius.
Mette-Marit har endda været så uforsigtig i en mail at drøfte fotos af nøgne kvinder og Marius brug af dem med Epstein.
Ja, hun spurgte ligefrem Epstein til råds.
Det var måske mere passende at tage den samtale med sin mand.
Mette-Marit er gået i skjul, og det er en forståelig reaktion, når man har 3-4 eksistentielle livskriser hængende som sorte skyer over hovedet.
Spørgsmålet er, om Mette-Marit kan genvinde det norske folks tillid til, at hun kan blive en respekteret dronning.
Jeg tror det desværre ikke.
Pletten er blevet for stor og kan ikke viskes bort med et grådkvalt TV-interview, hvor hun fortryder alt.
Mette-Marits krise i forhold til Epstein har flere farlige dimensioner i sig.
Epstein-sagen er i sig selv ikke et snart overstået kapitel. Vi kan i lang tid frem forvente slibrige afsløringer af kendte og deres seksuelle overgreb på mindreårige piger.
Selv om kronprinsessen ikke kendte til omfanget af overgreb, så kan man spørge sig selv om, hvordan hun kunne fejlbedømme en mand med en så grusom en karakter.
Noget har hun vidst. For hun skriver selv, at hun har googlet manden og konstateret, at 'det jo ikke så godt ud.' Efterfulgt af en smiley.
Allerede her burde alle alarmklokker have lydt. Men Mette-Marit fortsætter sine skriverier til forbryderen.
Hun mener, at Paris er en god by til utroskab. Hun finder Epstein charmerende. Hun ligefrem savner ham.
Hvad mener Haakon om den form for skrivende flirteri ?
Mail-korrespondancen er just ikke en kommende dronning værdig.
Lige nu må Haakon uvilkårligt sidde tilbage med en grim smag af svigt i munden. Han bragte en ung, borgerlig kvinde og enlig mor ind i det norske kongehus. Til en privilegeret og ophøjet tilværelse.
Nu er hendes søn på anklagebænken, og kvinden selv optræder så utilgiveligt dumt, at man må spørge sig selv, om hun nogensinde kan blive en elsket og respekteret dronning i Norge.
Jeg tror det ikke. I krise-teorierne gælder det om at kunne begrænse og lukke en krise helt og fuldstændigt, før man kan komme videre i fortællingen.
Men hverken Mette-Marit eller kongehuset styrer fortællingen længere. Flere organisationer har allerede af egen drift frabedt sig Mette-Marits protektorat. Andre har formelt sat det på pause - og nogle overvejer stadig.
Protektorater er livsnerven mellem kongehus og folket. Hvis denne nerve kappes over, så har monarkiet ingen reel begrundelse længere - ud over at være en festforestilling i nationaldragt, karetkørsel og luksuriøs adfærd.
Det bedste for det norske kongehus vil absolut være, at både Mette-Marit og Marius glider ud og med tiden forsvinder i glemslen.
Så er krisen afskærmet og lukket ned.
Hvad der er bedst for kronprinsparret er en helt anden sag, som kun Mette-Marit og Haakon selv kan afklare.
Som det ser ud nu, så vil dette kapitel i det norske kongehus uvilkårligt ende i en dyb og mørk tragedie for Mette-Marit.
Der er ingen god udvej.