Ekspert: Oversvømmelser er danskeres egen skyld

Februars massive nedbør har ødelagt diger, fået åløb til at gå over deres bredder og oversvømmet byer og kældre, men oversvømmelserne er i det store hele selvforskyldte, mener ekspert

Sådan så det ud i Vejle. KLIK for flere billeder af det dramatiske vejr lørdag. Foto: KIM B.
Sådan så det ud i Vejle. KLIK for flere billeder af det dramatiske vejr lørdag. Foto: KIM B.
Udgivet Opdateret

Det er, som om vejrhistorierne i disse dage overgår hinanden, skriver Kristeligt Dagblad.

På en vej i Virksund i nærheden af Viborg fik en mand sig et chok, da han fandt en påkørt sæl i vejkanten ved en dæmning. Sælen måtte være svømmet op på vejen på grund af oversvømmelsen.

(Artiklen fortsætter under videoen)

Længere sydpå i Fredericia har forsvarsvolden ved ­Bülows Kaserne mødt sin overmand. Ikke på grund af fremmede magters kanoner, men på grund af den vedvarende nedbør, der har betydet, at stien langs forsvarsværket er begyndt at slå sprækker.

Nordpå, på stranden i Vorupør i Thy, nåede en mand akkurat at tænke, at sandet føltes lidt blødt, før han sekundet efter stod i sand til livet og snart efter til halsen. Heldigvis fik en kvinde tilkaldt hjælp, og beredskabsstyrelsen fik senere trukket manden op af kviksandet.

I galleriet ovenfor kan du se billeder fra weekendens oversvømmelser rundt om i landet.

Rekordvåd februar

Det er de færreste, der ikke har bemærket, at februar har været rekordvåd.

De store mængder regn har betydet, at åløb og fjorde er gået over deres bredder i flere jyske og fynske byer, og i Silkeborg, Aarhus, Odense, Holstebro, Vejle, Horsens og Ribe kæmper de lokale beredskabsstyrelser stadig mod aktuelle oversvømmelser.

I Ribe varslede Danmarks Meteorologiske Institut i går fortsat om ”farligt vejr”, og her kalder vandløbsmedarbejder i Esbjerg Kommune Tomas Jensen situationen for ”ekstraordinær”.

– Vi er jo i Vestjylland, så selvfølgelig er vi ikke ubekendt med den her problematik omkring stigende vandstande, men situationen, vi har oplevet, er helt bestemt ekstraordinær. Det er meget unormalt, at vi oplever, at oversvømmelser af Ribe Å når helt ind til Ribe by, som tilfældet har været, siger ­Tomas Jensen, der har beskæftiget sig med kommunens vandløb i 12 år.

Kan ikke lede vandet ud

Konkret forklarer vandløbsmedarbejderen, at kommunen på nuværende tidspunkt ikke kan lede vandet ud og væk fra Danmarks ældste by og ud i havet, da vandstanden i Vesterhavet simpelthen er højere end vandstanden i Ribe Å.

Kammerslusen, der normalt regulerer vandstandsniveauet, vil derfor først gå op, når vandstanden i havet falder, hvorefter man kan lede vandet ud i havet.

Konsekvenserne har været til at føle på i byen. Flere kældre står under vand, og forleden dag kollapsede et dige, hvorefter vandet trængte ind i et idrætscenter.

– Vi har ansvaret for oversvømmelser

Vi kan imidlertid ligeså godt indstille os på lignende oversvømmelser i fremtiden, hvis den nuværende situation ikke får landets politikere til at skride til handling.

Det mener biolog Bent Lauge Madsen, der har arbejdet med vandløb siden 1976. Både som ophavsmand til Danmarks nuværende vandløbslov og leder af Miljøministeriets Ferskvandslaboratorium i Silkeborg og senere som forfatter til en række bøger om de danske vandløb.

– Oversvømmelserne, vi oplever lige nu, er menneskeskabte – og her tænker jeg ikke på klimaforandringerne. Jeg tænker på, at vi gennem de seneste 100 år har ændret vores vandløb for dermed at øge hastigheden, hvormed vandet strømmer gennem åen. Vi har svækket vandløbets forbløffende evne til at moderere nedbør, og det er dét, vi ser konsekvensen af i disse uger.

Powered by Labrador CMS