Eksplosion på metalfabrik koster 65 liv

Flere end 100 mennesler blev såret og 65 har mistet livet under en eksplosion i Kina. Foto: Colourbox/free
Offentliggjort Sidst opdateret

Flere end 100 mennesker er såret, og 65 har mistet livet efter en fabrikseksplosion i Kinas Jiangsu-provins.

En voldsom eksplosion på en metalfabrik i den østlige del af Kina har kostet mindst 65 personer livet, mens mere end 120 er såret. Det oplyser det kinesiske nyhedsbureau Xinhua ifølge Reuters. Det er den værste industriulykke i Kina i det seneste år.

Eksplosionen fandt sted klokken 7.30 lørdag morgen lokal tid på fabrikken, som fremstiller reservedele til den amerikanske bilindustri. Mere end 200 ansatte var på arbejde, da ulykken skete. 45 personer døde på stedet, og siden er dødstallet steget til 65.

En foreløbig undersøgelse viser, at eksplosionen blev udløst, da en flamme blev antændt i et støvet værksted, hvor der bliver poleret hjulnav.

Billeder fra den kinesiske tv-station CCTV viste efter ulykken billeder af sorte røgfaner, der stiger fra bygningen, mens sårede lå uden for fabrikken på træpaller eller blev sendt af sted med lastbiler, busser og ambulancer til hospitalet.

Fabrikken ligger i Kunshan i en østkinesiske provins Jiangsu ikke langt fra Shanghai. Ved middagstid lokal tid var de sårede kørt på hospitalet, mens myndighederne fortsat arbejdede på at få overblik over ofrene.

Fabrikken tilhører Zhongrong Plating, som har 450 ansatte. General Motors og andre amerikanske virksomheder er ifølge metalvirksomhedens egen hjemmeside kunder af Zhongrong.

Ulykken er den værste i Kina, siden 120 personer omkom under en brand på et kyllingeslagteri i det nordøstlige Kina i juni 2013.

/ritzau/Reuters

Powered by Labrador CMS