Eksplosiv Samsung: Det kan du gøre

Den nye Samsung Galaxy Note 7 har problemer med batteriet. Læs her, hvad du kan gøre, hvis du har købt telefonen.

Samsung må udskyde lanceringen af selskabets nyeste smartphone, Galaxy Note 7, efter at telefonens batteri i flere tilfælde er eksploderet. Foto: Pressefoto, Samsung./free
Udgivet Opdateret

Det skulle være koreanernes bedste telefon til dato, men måske gik det lidt for stærkt for Samsung.

Anmelderne er ellers glade for den nye model, Galaxy Note 7, som også har været længe ventet i de danske butikker, men ventetiden bliver endnu engang forlænget.

For på dagen, hvor alt fra tech-nørder og teenagere skulle kunne købe mobilen, er salget stoppet, og millioner af telefoner er kaldt tilbage.

På teleselskabet Telias hjemmeside er forventet leveringstid ændret til “ukendt”, mens ordlyden på konkurrenten 3’s webshop er “hurtigst muligt”.

Det skyldes, at flere Samsung-kunder har problemer med den anmelderroste telefon, hvor batteriet i flere tilfælde er brudt i brand under opladning – og derfor er salget stoppet øjeblikkeligt, også herhjemme.

Dog er ingen af de berørte Samsung-kunder bosiddende i Danmark, siger kommunikationsmanager i Samsung Hanna Brenner til Ritzau Fokus.

– Vi har haft nogle tilfælde rundt om i verden med telefoner, der har haft problemer med batteriet. Ud af de 35 tilfælde, vi har oplevet, har ingen været i Norden, siger hun.

– Heldigvis er salget ikke startet i Norden endnu, så der er ikke så mange telefoner på markedet. Men vi vil gerne undersøge alle telefoner, så hvis der er nogle derude, vil vi gerne have, at folk indleverer dem, siger hun.

Lang ventetid

Hos Telia kan man forudbestille den længe ventede telefon, og har man gjort det, er det blot at væbne sig med tålmodighed, siger Telias pressechef, Rasmus Avnskjold, til Ritzau Fokus.

– Ingen kunder har fået den leveret. Umiddelbart sker der ikke det store, og man er stillet på samme måde i dag som i går. De, der har forudbestilt telefonen, står stadig forrest i køen til at få den, når den kommer på markedet, siger han.

Rasmus Avnskjold fortæller, at Telia afventer flere informationer fra Samsung, og selskabet kan derfor ikke sige noget om, hvornår de regner med at have hylderne fyldt med den seneste Samsung-telefon.

Men du skal holde kontakten med den butik, du har forudbestilt telefonen i, siger Hanna Brenner.

– Du har to valgmuligheder: Du kan enten vælge at vente til telefonen kommer ud, ellers kan du få tilbudt en tilsvarende telefon, siger hun.

Netbutikken Power oplyser på sin hjemmeside, at man forventer at kunne levere telefonen sidst i oktober i år.

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS