Elever er tilfredse med lange skoledage

Danske Skoleelever mener, der bliver fokuseret for meget på kritikken af de længere skoledage. Helt i orden, siger organisationen. Foto: Colourbox
Udgivet Opdateret

Det er helt fint med lange skoledage, så længe indholdet er spændende og varieret, mener organisation.

Fokusér på indhold frem for længde.

Sådan er budskabet fra Danske Skoleelever, efter at en kortlægning viser, at danske folkeskolelever ofte har længere skoledage, end hensigten med skolereformen var.

Men det betyder ikke nødvendigvis noget, så længe indholdet er varieret, lyder det.

– Jeg er rigtig ærgerlige over, at al snakken hele tiden handler om længere skoledage i stedet for indholdet, hvor man kan vurdere, hvad der egentlig gør den længere, siger Silke Fogelberg, formand for Danske Skoleelever.

Hun henviser til, om der – jævnfør skolereformen – er blevet implementeret de tiltag, som skulle gøre undervisningen mere varieret.

– Som for eksempel understøttende undervisning, den åbne skole, bevægelse. Hvis de ting ikke er med, så bliver det mere af det samme, og så føles skoledagen mere lang, siger hun.

En kortlægning fra Børne- og Undervisningsministeriet viser, ifølge Jyllands-Posten, at nogle folkeskoleelever får senere fri fra skole, end intentionen var i skolereformen.

For eksempel har 75 procent af eleverne i fjerde til sjette klasse fri senere end klokken 14.30 en eller flere dage om ugen.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS