Elprisen stiger voldsomt i dag

Ekstreme temperaturer i Europa sender elprisen opad, og det kommer kunder i Danmark til at mærke tirsdag

Offentliggjort Sidst opdateret

Ekstrem varme påvirker elprisen i Danmark

Sommerens hedebølge i Europa får elprisen til at stige markant i Danmark.

Tirsdag aften forventes elprisen at nå et af årets højeste niveauer på grund af øget strømforbrug til køling.

Forbrugere kan spare penge ved at tilpasse deres strømforbrug uden for de dyreste timer.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Sommerferiens begyndelse har budt på stigende temperaturer, og elprisen bevæger sig samme vej.

Tirsdag aften kommer elprisen i Danmark til at lande på det næsthøjeste niveau i år, oplyser energikoncernen Norlys.

Det skyldes den sommerlige temperatur i Danmark og særligt i Sydeuropa, der er ramt af ekstrem varme.

Mellem 20 og 21

- Der er hedebølge i Europa, og derfor bruger landene meget strøm på at køle sig af. I dagtimerne produceres der meget strøm, men når solen går ned, hænger varmen ved, siger Mads Brøgger, direktør i Norlys' energiforretning.

Fra klokken 20 til 21 vil den samlede elpris tirsdag ramme omkring seks kroner per kilowatt-time, hvilket er blandt de højeste for hele 2025.

Op mod to kroner

I formiddagstimerne vil prisen lyde på mellem halvanden og to kroner per kilowatt-time.

Både Spanien og Portugal har registreret rekordhøje temperaturer for juni.

Lørdag blev der målt 46 grader i byen El Granado i provinsen Huelva i det sydvestlige Spanien.

De høje temperaturer syd for Danmark har derfor en finger med i spillet for elprisen i Danmark.

Godt og ondt

- Vi er et sammenhængende energisystem i Europa, og det er vi på godt og ondt. Det er generelt godt, men når der er rigtig varmt, så har det en betydning for elprisen i Danmark, siger Mads Brøgger.

Tirsdagens høje elpris gælder både den østlige og vestlige del af landet, understreger han.

Stiger betragteligt

Når solen står højt på himlen midt på dagen, produceres der nok strøm til at holde prisen nede.

Når aftenen falder på, og solen går ned, falder produktionen af solenergi. Men varmen hænger ved, og så stiger elprisen betragteligt.

Derfor kan man som forbruger spare penge ved at tilrettelægge sit strømforbrug i sommervarmen.

Tredoblet

- I løbet af tirsdagen bliver prisen næsten tredoblet. Så det betyder meget, hvis man kan rykke opladningen af elbilen eller generelt bruge strømmen udenfor perioden med den højeste elpris, siger Norlys-direktøren.

Ifølge DMI kan termometeret flere steder i landet runde 30 grader tirsdag. (Arkivfoto).
Powered by Labrador CMS