En realitet: OW Bunker er gået konkurs
Det skandaleramte olieforsyningsselskab OW Bunker er gået konkurs. Det oplyser selskabet i en fondsbørsmeddelelse fredag aften.
OW Bunker skriver i meddelelsen, at det er med »dybeste beklagelse«, at man er nået til den erkendelse, at det ikke var muligt at finde en holdbar løsning på den situation, selskabet står i.
Derudover har OW Bunker besluttet sig for at bortvise og politianmelde to ledende medarbejdere i datterselskabet Dynamic Oil Trading (DOT) i Singapore, der har været omdrejningspunkt i de seneste dages forlydender om et omfattende bedrageri i virksomheden. Det drejer sig om en dansk medarbejder samt en lokal medarbejder i Singapore.
Bedrageriet menes at have kostet OW Bunker 125 millioner dollar. Derudover har selskabet tidligere meddelt fondsbørsen, at det har lidt et stort tab på omkring 900 millioner kroner på grund af fejlslagen spekulation i olie.
BNB