Enhedslisten åbner forhandlinger om partistøtte

Foto: Nils Meilvang/Scanpix.
Udgivet Opdateret

Forhandlingerne om nye regler for partistøtten begynder i dag.

Enhedslisten er de første, der skal mødes med økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard (R), og på dagsordenen er blandt andet et ekspertudvalgs oplæg til, hvordan man kan ændre reglerne for de donationer, der gives til partier og enkeltkandidater.

Regeringens ekspertudvalg anbefaler blandt andet, at der kommer større åbenhed om donationerne, og samtidig foreslår udvalget, at private bidrag modregnes i den offentlige støtte, som partierne modtager.

Oplæg et godt udgangspunkt

Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen (Ø), anser oplægget for at være et godt udgangspunkt for forhandlingerne.

»Vi er rigtig glade for, at regeringen endelig kommer med et udspil om mere åbenhed i dansk politik. Enhedslisten har i årevis kæmpet for, at danske borgere kan få at vide, hvem der sponsorerer politikerne og partierne, og hvor mange penge de får,« siger hun.

»Hvis der for eksempel forhandles en stor aftale om olien ude i Nordsøen, skal man som borger i Danmark også kunne få at vide, hvor mange penge Mærsk efterfølgende giver de partier, der står bag aftalen.«

Venstre er mere kritiske

Anderledes kritisk over for regeringens udspil er Venstre, der opfatter forslaget om mere åbenhed om private partibidrag som et målrettet angreb på de borgerlige partier. Venstres anke er, at regeringen overser den indirekte støtte i form af eksempelvis kampagner fra fagbevægelsen.

Johanne Schmidt-Nielsen tvivler da også på, at der kan opnås en bred politisk enighed.

»Jeg håber meget, at højrefløjen finder ud af, at de gerne vil være med i en aftale. Jeg synes, det er dybt udemokratisk, at de åbenbart mener, det er fair at skjule, hvem der sponsorerer dem og finansierer deres kampagner. Men hvis de insisterer på hemmelighedskræmmeriet, vil jeg opfordre regeringen til at lave en aftale alene med os,« siger hun.

Efter Enhedslisten skal SF i næste uge til forhandlinger med regeringen. Dernæst følger de borgerlige partier.

Powered by Labrador CMS