Enhedslisten: K-forslag minder om Sovjet

Foto: Scanpix
Udgivet Opdateret

Enhedslisten går skarpt imod et forslag fra De Konservative om at gøre Muhammedtegningerne til en fast del af pensum i folkeskolerne

Politikere skal ikke blande sig i, hvad folkeskolelærerne sætter på skoleskemaet, lyder det fra Enhedslisten, der er dybt uenige i de Konservatives forslag om at gøre Muhammed-krisen til en obligatorisk del af undervisningen.

»Det er helt ude i hampen, hvis vi politikere skal detailstyre, hvad der skal undervises i i folkeskolen og hvordan. Det lugter faktisk lidt af den måde, man gjorde det på i Sovjet og Østeuropa, før muren faldt,« siger gruppenæstformand i Enhedslisten Finn Sørensen (Ø).

Han langer ud efter både politisk ordfører for de Konservative Mai Mercado (K), der kommer med forslaget i en kronik i Jyllands-Posten fredag, og Dansk Folkeparti, der er hoppet med på de Konservatives idé.

»Vi har nogle rigtig dygtige lærere i den danske folkeskole, og de kan godt finde ud af, hvordan og hvornår de skal undervise. Så det synes jeg bare, vi skal overlade til folkeskolelærerne. Hvis lærerne skal pålægges at undervise i noget bestemt, er det helt i strid med ånden i folkeskolen,« siger Finn Sørensen og fortsætter:

»Vi har tillid til vores dygtige lærere, og de Konservative og Dansk Folkeparti skal overlade det til folkeskolelærerne at drive folkeskole og undervise, og så skulle de i stedet passe deres arbejde som politikere og sikre nogle ordentlige vilkår for lærerne.«

Modstanden mod, at politikerne blander sig i indholdet af undervisningen, har dog intet med de konkrete Muhammed-tegninger at gøre, understreger Finn Sørensen.

»For Enhedslisten er det helt fint, hvis folkeskolelærere inddrager de konkrete tegninger i undervisningen. Og det vil da være helt naturligt, at snakke med eleverne om de forfærdelige begivenheder, vi har været igennem her i Danmark, og hvad baggrunden kan være for dem,« siger Finn Sørensen, der mener, at det må være op til den enkelte lærer at bestemme, hvordan det skal gribes an i klasselokalet.

Powered by Labrador CMS