Er der en hospitalsklovn gemt i dig?

Danske hospitalsklovne udvider klovnetruppen. Foto: Danske Hospitalsklovne.
Udgivet Opdateret

Danske hospitalsklovne udvider klovnetruppen og tilbyder nye pladser på den professionelle hospitalsklovneuddannelse. Foreningen er på udkig efter nye talenter over hele landet.

Danske Hospitalsklovne spreder glæde blandt børn på hospitaler over hele landet. Men en hospitalsklovn er mere og andet end en rød næse, sæbebobler og ballondyr. Det er en profession, der kræver artistisk talent, og i endnu højere grad opmærksomhed og indlevelse i barnets situation. Det er ikke noget, man bare kan. Uddannelsen er nøglen til at blive en professionel hospitalsklovn.

Som deltager på uddannelsen skal man være villig til at gå ind i en længere selvudviklingsproces, have tålmodighed til at lade denne proces virke og besidde en åbenhed og villighed til at udvikle sig både kunstnerisk og personligt.

Efter endt uddannelse vil man på freelancebasis arbejde for Danske hospitalsklovne (lønnet). Jobbet som hospitalsklovn er ikke en fuldtidsbeskæftigelse. Typisk arbejder man tre til fire timer om dagen, max tre gange om ugen. Det giver plads til andre projekter eller deltidsarbejde.

Hvad indeholder uddannelsen?

•    22 dages træning på 5 internatmoduler
•    Ca. 70 dages praktik (praktikken er lønnet)
•    3 individuelle supervisionsmøder
•    2 evalueringsmøder
•    4-6 gruppesupervisionsmøder
•    3 efteruddannelseskurser med de erfarne hospitalsklovne

Prisen for at deltage på uddannelsen er 25.000 kroner, der går til undervisning og ophold på uddannelsesmodulerne samt transport til og fra uddannelsesstederne.

Der er ansøgningsfrist senest den 12. december klokken 12.

Powered by Labrador CMS