Er du over 40 og vil være gravid: Sådan øger du chancen

Her er en stak gode råd til, hvordan du øger chancen for at blive gravid, hvis du er over 40. Foto: Scanpix
Udgivet Opdateret

Her er rådene til at fremme graviditeten, hvis ønsket om et barn først er kommet i en sen alder.

Der er masser af råd på diverse hjemmesider til folk over 40 år, der ønsker at få børn, men har svært ved det.

Meget af det savner dog en faglig vurdering, så hvad gør man for at fremme sine chancer for at blive gravid i en sen alder?

Det ved man en del om på Fertilitetsklinikken på Regionshospitalet i Skive, hvor Helle Olesen er læge og klinikchef. Faktisk er det den fertilitetsklinik i landet, hvor man har den største succes med at hjælpe barnløse til graviditet.

Grundlæggende slås man dog mod tiden, når man vælger at udskyde beslutningen om at få børn.

– De æg, kvinden har, er jo ligeså gamle, som hun selv er. Når hun passerer de 40 år, er æggene ved at blive så gamle og dårlige, at hun automatisk får svært ved at blive gravid, siger Helle Olesen.

Derfor gør man på fertilitetsklinikken meget ud af at fortælle folk, hvordan de selv kan være med til at optimere deres chancer. Her er det særligt over- eller undervægt, man rådgiver om.

Det er der en god grund til, for vejer man bare et enkelt kilo over eller under sin idealvægt, målt på BMI, forringer man sine chancer mærkbart for at kunne blive gravid.

– Er man overvægtig, har man også en øget chance for at abortere, og der er flere komplikationer i graviditeten og i forbindelse med fødslen. Derfor har vi folk ansat, der kan coache i forbindelse med vægttab, siger hun til Ritzau Fokus.

Drop rygningen

Det er heller ingen hemmelighed, at man forværrer sine chancer for graviditet, hvis man ryger, men Helle Olesen Elbæk påpeger, at man ikke kan komme nemt om det ved at gå over til e-cigaretter, der er ligeså hæmmende for graviditeten som almindelige cigaretter.

For mændenes vedkommende handler det om sædkvaliteten.

Har man ikke den bedste af slagsen, kan man hjælpe det på vej ved at spise antioxidanter. Det findes som pilleform, og forsøg viser, at de påvirker sædkvaliteten i en positiv retning.

Har man brugt p-piller, må man indstille sig på, at der kan gå noget tid, inden kroppen er vendt tilbage til sin normale cyklus. For andre kvinder sker det relativt hurtigt, skriver apotekerforeningen på deres hjemmeside, Apotek.dk.

Her anbefaler man også, at man har sex i hvert fald hver anden dag, da sædceller lever i kvinden i to dage. På den måde optimeres chancen.

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS