Eriksen har ændret stemningen

Christian Eriksen besøg har gjort en stor forskel for flere spillere og for stemningen i landsholdslejren

En gigantisk Eriksen-trøje blev holdt over græsplænen kort før kampen mellem Danmark og Belgien i torsdags.
En gigantisk Eriksen-trøje blev holdt over græsplænen kort før kampen mellem Danmark og Belgien i torsdags.
Udgivet Opdateret

Det har gjort en forskel for det danske EM-holds forberedelser til mandagens afgørende gruppekamp mod Rusland, at Christian Eriksen i fredags var forbi landsholdslejren i Helsingør under en uge efter fynboens hjertestop under EM-kampen mod Finland.

Besøget har været med til at lette stemningen, så der har været plads til at have et øget fokus på EM. Det siger landstræner Kasper Hjulmand på et pressemøde søndag.

- Det betød meget for dem, som ikke havde set Christian (siden kollapset, red.), at han var tæt på. En ting er at se nogle videobilleder og optagelser, noget andet er at mærke ham, se ham i øjnene og kunne tage fat i ham.

- Det har været godt for truppen. Der er ingen tvivl om, at der er en lidt anden stemning nu. Det var godt for os at se Christian og familien, og det var meget vigtigt for en del af spillerne, siger landstræneren.

Eriksen besøgte landsholdslejren, efter at han havde fået indopereret en pacemaker.

Rigtig god oplevelse

Midtbanespilleren Christian Nørgaard har også tidligere fortalt, hvordan Eriksens besøg har været med til at løfte hele EM-holdet.

- Det var en rigtig god oplevelse, vi alle sammen havde. Vi så ham og hans familie og fik alle sammen givet ham en krammer. Vi så ham stå og smile og joke. Det var, hvad vi alle sammen havde brug for.

- Det gav en energi og gav alle et smil på læben frem mod en vigtig kamp på mandag, sagde Christian Nørgaard lørdag.

Han henviser til kampen mod Rusland, hvor Danmark er tvunget til at vinde for at bevare muligheden for at gå videre til EM-ottendedelsfinalen.

Blå bog: Christian Eriksen

Navn: Christian Dannemann Eriksen.

Født: 14. februar 1992.

Fødested: Middelfart, Danmark.

Nationalitet: Dansker.

Højde: 182 centimeter.

Position: Midtbanespiller.

Landsholdsdebut: 3. marts 2010 mod Østrig i en testkamp i en alder af 18 år og 17 dage (fjerdeyngste debutant nogensinde på det danske landshold).

Civilstand: I forhold med Sabrina Kvist Jensen, som han har sønnen Alfred med. De to har også en datter, der er født i december 2020. Alfred blev født i juni 2018 kort før VM i Rusland.

* Klubkarriere:

Som ungdomsspiller:

1995-2005: Middelfart G&BK.

2005-2008: OB.

2008-2010: AFC Ajax.

Som seniorspiller:

2010-2013: AFC Ajax (163 kampe, 32 mål, 65 assister).

2013-2020: Tottenham (305 kampe, 69 mål, 89 assister).

2020-: Inter.

* Landsholdskarriere:

A-landshold: 109 kampe (36 mål)

U21-landshold: 3 kampe (1 mål).

U19-landshold: 3 kampe (1 mål).

U18-landshold: 5 kampe (1 mål).

U17-landshold: 27 kampe (9 mål).

Slutrundedeltagelser:

VM 2010 i Sydafrika.

U21-EM 2011 i Danmark.

EM 2012 i Polen og Ukraine.

VM 2018 i Rusland.

EM 2021 i blandt andet Danmark

* Titler:

Hollandsk mester (2011, 2012 og 2013).

Hollandsk pokalvinder (2010).

Hollandsk Super Cup-vinder (2013).

Champions League-finalist (2019).

Italiensk Mester (2021)

* Priser:

Årets spiller i Danmark kåret af DBU (2011, 2013, 2014 og 2017).

Årets spiller i Danmark kåret af Spillerforeningen (2013, 2014, 2015, 2017 og 2018).

Årets hold i Premier League (2017/2018-sæsonen).

Årets spiller i Tottenham (2014 og 2017).

Kilde: Transfermarkt.com, dbu.dk, spillerforeningen.dk, tottenhamhotspur.com
Powered by Labrador CMS