Et ufortjent mål var ikke nok: På randen af Europa-exit

Viktor Fischer bragte FCK på 1-0, men Atlético Madrid kom sig over det ufortjente mål og vandt 4-1 i Parken.

Viktor Fischer bragte FCK foran mod Atletico Madrid, men spanierne kunne alligevel rejse hjem fra København med en komfortabel sejr før næste uges returkamp. Foto: Anders Kjærbye/scanpix/Scanpix
Udgivet Opdateret

16.-delsfinalerne i Europa League bliver med al sandsynlighed enden på FC Københavns europæiske kampagne i denne sæson.

Torsdag aften tabte FCK med hele 1-4 på eget græs til den spanske storklub Atlético Madrid, og dermed får FCK mere end svært ved at avancere efter næste uges returkamp i Spaniens hovedstad.

I seks minutter så alting ellers lyst ud for FCK efter et ufortjent føringsmål, men over en hel kamp var den spanske overmagt for stor.

Ståle Solbakken havde satset på nyindkøbet Viktor Fischer i angrebet, og det viste sig at være en god idé, da han scorede kampens første mål.

Da Fischers fuldtræffer faldt efter et kvarter, var alt andet ellers foregået på Atléticos præmisser.

Gæsterne skulle kun bruge 70 sekunder på at bringe Michael Lüftner i ubalance. Simpelt blev bolden spillet uden om tjekken, men Antoine Griezmann misbrugte det store tilbud alene med Robin Olsen.

Få sekunder efter fik Saúl Ñíguez så muligheden fra nært hold, men han sendte bolden over mål.

To store muligheder på under to minutter var et varsel om, hvad der ventede.

Efter syv minutter kunne en forstenet Robin Olsen blot se passivt på, at Antoine Griezmanns listige afslutning akkurat sneg sig forbi stolpen.

Allerede efter 12 minutter var det et mindre mirakel, at FCK endnu ikke var bagud.

Her havde en usikker Michael Lüftner netop foræret Griezmann en friløber, men Robin Olsen viste klassen på ny i en direkte duel med skarpretteren.

Og når man ikke vil score, så sker det uventede ind i mellem i fodbold.

FCK’s første gennemspillede angreb endte med, at Peter Ankersen hamrede bolden mod mål, og på kanten af det lille felt afrettede Viktor Fischer bolden bag om eget støtteben, så den strøg i mål til 1-0.

En fuldstændig ufortjent udvikling på kampen, som for alvor tændte op i festen hos størstedelen af de 34.912 tilskuere.

Der skulle kun gå yderligere seks minutter, før den lille spanske delegation af fans bag det ene mål også fik lov til at juble i frostvejret.

Igen blev FCK-forsvaret fanget i ubalance, og så stod to Atlético Madrid-spillere i kø for at heade udligningen ind. Det endte med at være Saúl Ñíguez, som fik hovedet på bolden og passerede en storspillende Robin Olsen.

Siden overlod spanierne lidt af initiativet til FCK, men et lille københavnsk tryk udmøntede sig ikke i nævneværdige chancer.

Det gjorde det til gengæld i den anden ende, da Atlético Madrid satte tempoet op i det 37. minut.

Med en bandeaflevering bag om støttebenet blev Peter Ankersen degraderet til tilskuer i et sammenspil mellem Lucas Hernández og Antoine Griezmann.

Førstnævnte var pludselig fri i feltet og afleverede til Kévin Gameiro, som med indersiden bragte gæsterne i front.

De danske mestre fik kæmpet sig til pause med 1-2, men det kunne have været meget værre på måltavlen.

Efter sidebyttet faldt tempoet. Atlético Madrid var mest på bolden, men FCK havde flere kontraangreb, som var lige ved at blive farlige.

I et forsøg på at fremtvinge et udlignende mål sendte Ståle Solbakken den paraguayanske angriber Federico Santander på banen i stedet for Rasmus Falk.

Santander havde dog ikke nogen god dag, da han sparkede et stort hul i luften på sin største målchance.

Det tiltagende snefald i nationalarenaen så ud til at passe gæsterne bedre end hjemmeholdet, og i kampens slutfase blev al spænding før returkampen punkteret af et effektivt Atlético-hold.

Efter en kort periode med et overtag blev Antoine Griezmann nok en gang spillet fri, og denne gang viste EM-topscoreren koldblodighed og gjorde det til 3-1.

Indskiftede Vitolo ville også lege med. Efter 77 minutter straffede han et lidt passivt forsvar og sendte bolden fladt ind under Robin Olsen.

Andrija Pavlovic var lige ved at pynte på resultatet, men FCK-angriberens hovedstød tog stolpen.

Powered by Labrador CMS