Få danskere får ordnet tænder i udlandet

99,5 procent af danskerne vælger at bruge egen tandlæge herhjemme. Foto: Iris/Scanpix (Modelfoto)
Udgivet Opdateret

Kun 0,5 procent af danske patienters tandbehandlinger bliver lavet i en udenlandsk tandlægestol

Under en procent af danskerne vælger at tage over grænsen for at få lavet tandbehandlinger.

Det viser en beregning, som Tandlægeforeningen har lavet på baggrund af nye tal fra regionerne. Her fremgår det, at regionerne sidste år modtog 39.469 ansøgninger om refusion for sundhedsydelser købt i udlandet – langt hovedparten var tandbehandlinger. Sat i forhold til de cirka otte millioner årlige patientkontakter i privat tandlægepraksis er det mindre end 0,5 procent. Og det må, ifølge Tandlægeforeningens formand Freddie Sloth-Lisbjerg, siges at være yderst begrænset.

– Regionernes tal giver ikke et udtømmende svar på, hvor mange danskere der får tandbehandling i udlandet, men de tegner et klart billede af, at fænomenet tydeligvis fylder noget mere i medierne end på tandklinikkerne, siger han.

Bor tæt på grænsen

De patienter, der vælger at få lavet tandbehandlinger i udlandet, bor for hovedpartens vedkommende tæt på enten den tyske eller den svenske grænse. Hele 89 procent af dem, der sidste år ansøgte regionerne om refusion, boede enten i Region Syddanmark eller Region Hovedstaden.

– Udbyderne af de såkaldte tandrejser har en interesse i at tale fænomenet op, og den hopper medierne med mellemrum med på. Men tallene her taler jo deres eget sprog. De danskere, der frekventerer en tandlæge i udlandet, bor typisk tæt på grænsen, og de bliver måske også klippet og får bilen repareret på den anden side af grænsen, mens de såkaldte tandrejser er relativt sjældent forekommende, siger Freddie Sloth-Lisbjerg.

Powered by Labrador CMS