Få svaret på nordjysk himmel-mysterium

Astronom Mads Fredslund Andersen er ret overbevist om, at ildkuglen, der blev set over Nordjylland onsdag var en meteorit.

Udgivet Opdateret

En ildkugle er af flere personer blevet set over den nordjyske himmel. Blandt dem er 38-årige Asker Højlund Pedersen:

– Den lavede en hvid kæmpe hale og så var der bare ild i røven af den, siger han til Newsbreak.dk, og Asker Højlund Pedersen er langt fra den eneste, der lige skulle gnide sig i øjnene onsdag eftermiddag. På Newsbreak.dk’s Facebook-side skriver Jens Thomsen:

–  Jeg så det også. Syd for Ørum Sdr.lyng. en ildkugle med grønlig skær og lang hvid hale som delte sig i 3-4 stykker, skriver han. 

Ildkuglen er blevet set i flere forskellige farver, afslører de forskellige indlæg på Facebook. Den blev spottet onsdag eftermiddag ved 17-tiden.

Men hvad er det, folk har set?

Astronom ved Aarhus Universitet, Mads Fredslund Andersen, har et bud:

– Det kan faktisk godt have været en ildkugle. Det har sikkert været et stjerneskud, der som regel består af støv og sten, der kommer ind i atmosfæren. Er der tale om en større klump, kan den ligefrem danne et spor af varme, når den kommer gennem atmosfæren. Det er derfor, du ser den her hale, siger han.

At stjerneskuddet bliver set i forskellige farver er ifølge Mads Fredslund Andersen heller ikke udsædvanligt.

Den bevæger sig gennem forskellige atomer og molekyler i atmosfæren, og når de bliver varmet op til bestemte temperaturer, udsender de lys i forskellige farver. Samtidig indeholder et stykke meteorit forskellige bestemte grundstoffer, når de bliver varmet op, får de også forskellige farver. På samme måde som forskellige væsker, der bliver varmet op, har forskellige farver.

Eksempelvis kan den grønne farve skyldes grundstoffet Krom.

Til Newsbreak.dk forklarer vidnet til meteoritten, Asker Højlund Pedersen, desuden:

– Jeg er sikker på, at der var en fysisk sten. Overfladen på den var “humplet”. Det var en kugle på to-fem meter i diameter. Brunlig kuperet overflade med ild og hvid luft bag efter sig med en kæmpe lang hale.

Astronom Mads Fredslund Andersen er imidlertid ikke sikker på, at Asker Højlund Pedersen har set det, som han beskriver.

Hvis det er en meteorit, så bevæger den sig så hurtigt, at man ikke kan nå at se det. Men ens hjerne prøver at sammenligne med noget, den kender. Får man en forestilling om, at man ser noget på meteorittens overflade, er det i virkeligheden noget, ens hjerne har fundet frem til ved at sammenligne meteoritten med noget andet.

Og så var der det med, at meteoritten gik i flere stykker?

– Når en stor meteorit begynder at brænde, kan den godt gå i flere stykker. Det lyder meget meget som om, det er det, folk har set, slår Mads Fredslund Andersen fast.

 

Powered by Labrador CMS