Færge skyder med corona-kanoner

UV-kanoner skal sørge for, at jule-turen bliver mere sikker

Nye afskærmninger og UV-kanoner skal gøre julerejsen mere sikker. Foto: Molslinjen.
Udgivet Opdateret

Fire færger har fået monteret UV-kanoner, der skal bombardere luften. På den måde forsøger Molslinjen – sammen med afskærmninger – at bekæmpe virus og bakterier i luften.

Det skriver Molslinjen i en pressemeddelelse.

De fire færger sættes ind i juletrafikken mellem Jylland og Sjælland. De ekstra færger skal medvirke til, at passagererne kan holde afstand.

På færgerne vil der være corona-afskærmning mellem sæderne samt UV-bestråling af luften i ventilationen.

– Vi gør vores yderste for, at corona ikke skal have held med at aflyse julen i Danmark, og vi gør vores yderste for at gøre færgeturen så tryg som mulig, siger Molslinjens kommercielle direktør, Jesper Skovgaard.

Alle fire hurtigfærger på Kattegat er udstyret med de nye UV-kanoner. Kanonerne bestråler den luft, som kommer igennem skibenes ventilation. De kraftige UV-stråler fjerner ifølge producenten mindst 80 procent af alle bakterier og vira i luften.

– Kombineret med afspritning og rengøring, som vi allerede gør i dag, vil UV-kanonerne lægge yderligere et lag tryghed på rejsen, siger Jesper Skovgaard.

15 daglige afgange – hver vej

Første dag med de fire hurtigfærger er tirsdag 22. december – og så er alle fire færger i drift frem til og med den 28. december 2020. Det giver dage med op til 15 afgange hver vej.

– Det kan være svært at planlægge julen – særligt i år. Men med så høj frekvens går der en færge mindst en gang i timen, siger Jesper Skovgaard.

Som det første færgerederi i Danmark er Molslinjen blevet certificeret med ”SafeGuard” fra Bureau Veritas. Med dette certifikat dokumenterer Molslinjen, at en pålidelig, uafhængig tredjepart har gennemgået hurtigfærgerne i forhold til overholdelse af Søfartsstyrelsens, Molslinjens, internationale søfartsorganisationers og Bureau Veritas’ retningslinjer for sundhed, sikkerhed og hygiejne.

Det betyder, at alle skibets processer er godkendt.

Powered by Labrador CMS