Færre teenagere får abort

Det går fremad med at sørge for at bruge prævention, når danske unge har sex. Foto: Scanpix
Udgivet Opdateret

Danske unge er blevet langt bedre til sikker sex.

Siden 2008 er antallet af aborter foretaget på piger mellem 15 og 19 år faldet fra 2.895 til 2.051 sidste år. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik ifølge metroxpress.

Da der samtidig er blevet 11.000 flere piger i aldersgruppen i den periode, er antallet af aborter per 1.000 pige faldet med nøjagtigt en tredjedel fra 18 til 12 per år.

Samtidig var antallet af aborter sidste år det næstlaveste, siden den fri abort blev indført i Danmark i 1973. Således blev der i alt udført 15.097 aborter i 2014.

Det er en glædelig nyhed, fortæller chefkonsulent i Sundhedsstyrelsen Niels Sandø.

»I det hele taget ser det ud til, at de unge er blevet mere fornuftige. De får ikke bare færre aborter – de drikker og ryger også mindre, end unge gjorde tidligere,« siger Niels Sandø til metroxpress.

Antallet af unge, der får konstateret klamydia, er ligeledes faldet med godt en tredjedel fra 2008 til 2014.

»Det, sammen med abortfaldet, kunne tyde på, at de unge er blevet bedre til at bruge kondom,« siger chefkonsulenten.

Den eneste aldersgruppe, hvor der er sket en stigning i antallet af aborter, er for kvinder mellem 25 og 30 år.

BNB

Powered by Labrador CMS