Fagforeninger i brev: Borgmester har truet ansatte

Ifølge avis beskylder HK og Djøf borgmesteren i Helsingør for at true tre medarbejdere i whistleblowerenhed

Udgivet Opdateret

Ifølge fagforeningerne HK og Djøf har Helsingørs borgmester, Benedikte Kiær (K), "udvist grænseoverskridende adfærd" over for tre ledende medarbejdere.

Hun har desuden via tredjepart "udtalt trusler" over for de tre ansatte. De er nu sygemeldte.

Det skriver de to foreninger i et brev til politikerne i økonomi- og erhvervsudvalget i Helsingør Kommune. Det skriver Politiken, som har læst brevet.

Borgmester i Helsingør Kommune, Benedikte Kiær (K).
Borgmester i Helsingør Kommune, Benedikte Kiær (K).

En række anklager

De tre medarbejdere udgør kommunens whistleblowerenhed.

Enheden modtog i september en anonym henvendelse. I den rettes en række anklager mod blandt andet Benedikte Kiær.

På den baggrund besluttede et politisk flertal at iværksætte en advokatundersøgelse af anklagerne.

I brevet skriver fagforeningerne ifølge Politiken, at de tre medarbejdere har givet interview til brug for advokatundersøgelsen.

Udgør legitimt grundlag

Det skulle have fået Benedikte Kiær til at opføre sig grænseoverskridende over for dem, lyder det.

HK og Djøf foreslår at udvide advokatundersøgelsen til at omfatte Kiærs opførsel over for de tre ansatte.

De mener dog, at opførslen er så grov, at den "i sig selv udgør et legitimt grundlag for at foretage indberetning til Helsingør Kommune eller Datatilsynets whistleblowerordning", skriver avisen.

Powered by Labrador CMS