Falsk Facebook-profil forsøger at aflyse demonstration

I Haderslev blev der den 5. januar holdt en demonstration mo islamisering af Danmark. Foto: Claus Fisker
Udgivet Opdateret

En falsk Facebook-profil forsøgte at aflyse en demonstration mod islamisering af Danmark

»Pegida-demonstrationen mandag er desværre blevet aflyst, da politiet ikke kan garantere deltagernes sikkerhed, eftersom en gruppe antidemokrater har tænkt sig at angribe vores demonstration.«

Sådan står der, når man klikker sig ind på Facebook-profilen Pegida.dk.

Men profilen er falsk. Det er kun et punktum, der adskiller den falske profil fra den rigtige Facebook-gruppe, Pegidadk.

Og demonstrationen mandag klokken 18 bliver gennemført som planlagt, fastslår arrangør Nicolai Sennels, som også er talsmand for Pegidadk, der er den danske gren af den antiislamistiske bevægelse Patriotiske Europæere mod Islamisering af Vesten (Pegida).

»Demonstrationen bliver til noget, og det har den hele tiden gjort. Politiet har mange gange garanteret os, at sikkerheden bliver helt i top,« siger Nicolai Sennels til Berlingske Nyhedsbureau.

Gruppen Revolutionære Antifascister har arrangeret en moddemonstration på Sank Hans Torv på Nørrebro klokken 17, hvor flere end 700 mennesker ifølge gruppens Facebook-profil vil demonstrere mod fremmedhad. Samtidig opfordrer gruppen deltagerne til at søge mod Statens Museum for Kunst og Den Lille Havfrue, som er Pegida-deltagernes rute, når deres egen demonstration er slut:

»Vi opfordrer stadig alle antiracister, antifascister og andre kammerater til at blive i området eller søge mod Statens Museum for Kunst og Den Lille Havfrue, når demonstrationen er slut, og vise deres modstand mod Pegidadk på den måde, de nu ønsker at gøre det på,« skriver Revolutionære Antifascister på Facebook.

Det er dog ikke noget, der giver Nicolai Sennels grund til bekymring:

»Overhovedet ikke. Politiet siger, vi ikke skal være bekymrede, så jeg er ikke bekymret,« siger Pegida-talsmanden.

Han forklarer, at Pegida-demonstrationen, der på Facebook har knap 300 tilmeldte deltagere, er en mulighed for at sende et signal om, at »dem, der forsøger at skræmme os, ikke vil lykkes med det«:

»Det er en mulighed for ganske almindelige mennesker for at kunne markere deres bekymringer og modvilje mod denne her meget ekstreme og religiøse vold, som vi har set de seneste uger,« siger Nicolai Sennels.

Også i Aarhus har den lokale Pegida-afdeling, Pegida Aarhus, planlagt en demonstration mandag. Den starter ved Sct. Pauls Kirkeplads klokken 18, og ligesom i København er der i Aarhus varslet en moddemonstration, som Østjyllands Politi har godkendt.

Søndag aflyste tysk Pegida sin planlagte demonstration i Dresden mandag aften efter trusler fra islamistiske ekstremister mod bevægelsens stifter, Lutz Bachmann. I Tyskland, hvor Pegida er startet, har bevægelsen omkring 18.000 sympatisører.

Powered by Labrador CMS