Falsk politimand noterer 14-årig

Det er strafbart at udgive sig for at være betjent.

Udgivet Opdateret

Newsbreak.dk har tidligere berettet om personer, der udgiver sig for at være betjente.

Blandt andet som et udgangspunkt for tricktyverier, men også i noget voldsommere sager som denne, hvor en mand, med blink og det hele, får stoppet en bilist på motorvejen.

Ved sidstnævnte lykkedes det dog at få manden på video, hvilket førte til, han blev straffet.

Fredag gik det så ud over en 14-årig dreng i Holbæk. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i døgnrapporten.

Ved 19-tiden fredag aften i nærheden af biografen på Parallelvej i Holbæk, valgte ungersvenden at gå over for rødt lys.

Det må man selvfølgelig ikke. Og det faldt åbenbart en mand så meget for brystet, han valgte at gøre noget ved det. Omend ikke på den lovlige måde.

Manden, der ifølge den 14-årige var mellem 50 og 60 år gammel, sagde, at han kom fra politiet.

Han bad teenageren sætte sig ind i bilen – muligvis en rød VW stationcar.

Han sagde, han ville køre den 14-årige til politistationen.

Manden noterede herefter drengens navn på et stykke papir. Kort tid efter blev han dog sat af igen. Uden videre.

Hvem er han?

Nu vil politiet gerne høre fra vidner, der har en ide om, hvem manden er.

Han beskrives som mellem 50 og 60 år gammel, cirka 175 centimeter høj med lyst/hvidt hår. Han var iført brunlige shorts og en rød t-shirt. Og altså kørende i den føromtalte bil.

Ses på med alvorlige øjne

At udgive sig for at være betjent er en overtrædelse af straffeloven. Det betyder også, hvis man bliver dømt, en plet på straffeattesten.

Gør du det, kontakt Midt- og Vestsjællands Politi på telefon nummer 114.

Powered by Labrador CMS