Familiedrama: Sportsstjerne og bror anholdt

Fodboldikonet Ronaldinho og hans bror er blevet anholdt i Paraguay for at have rejst med falske pas.

Udgivet Opdateret

Den brasilianske fodboldstjerne Ronaldinho er blevet anholdt i Paraguay for at have forsøgt at komme ind i landet med falske pas.

Det oplyser politiet i Paraguay til nyhedsbureauet Reuters natten til lørdag dansk tid.

Artiklen fortsætter under videoen

Chefefterforsker Gilberto Fleitas siger, at Ronaldinho og hans bror er blevet anholdt, blot få timer efter at en dommer havde afvist at stadfæste anklagerens forslag om en alternativ straf.

– Ordren om anholdelse er blevet udført, siger Fleitas til Reuters.

I politibil

Tv-billeder viser de to brødre, da de bliver sat ind i en politibil ved et hotel i hovedstaden Asunción for at blive kørt til en politistation i udkanten af byen.

Den overraskende melding kommer, blot få timer efter at de to så ud til at gøre klar til at forlade landet efter det kaotiske ophold i Paraguay.

Ronaldinho, der er tidligere angriber for Barcelona, AC Milan og Paris Saint-Germain, ankom med sin bror til Paraguay onsdag.

De blev straks herefter afhørt af politiet, som mistænkte dem for at rejse ind i landet med falske pas.

Og fredag morgen dansk tid lød det efter en syv timer lang afhøring, at brødrene ville slippe for sigtelse på betingelse af, at de erkendte den forbrydelse, de var anklaget for.

Flere sigtede

Den offentlige anklager Federico Delfino oplyste, at der var sigtet flere personer i sagen, og at brødrene havde tilvejebragt relevante informationer og derfor ikke længere var under mistanke i sagen.

Ronaldinhos advokat har tidligere i forløbet afvist, at den tidligere Barcelona-profil og hans bror havde rejst med falske pas.

De brasilianske myndigheder inddrog Ronaldinhos pas i november 2018, da han ikke formåede at betale en bøde på 2,5 millioner dollar – knap 17 millioner kroner – for miljøskader.

Skaderne var opstået i forbindelse med opførelsen af en ejendom i Porto Alegre i det sydlige Brasilien.

39-årige Ronaldinho var inviteret til Asunción af en velgørenhedsorganisation for trængende børn og for at promovere sin nye bog.

Powered by Labrador CMS