DMI med skrækmelding
Ugen rundes af med et mildt vejr, hvor det meget af tiden vil være skyet. Der er dog også enkelte solchancer
Weekenden byder på mildt og skyet vejr, der vil give perioder med regn - men også enkelte solchancer.
Det fastslår Klaus Larsen, som er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), tidligt fredag morgen.
I løbet af eftermiddagen
- Det er en lidt kedelig vintertid, vi er inde i. Personligt ville jeg foretrække et par frostgrader og høj blå himmel, siger han.
Fredag står Danmark op til en grå og mild morgen. Det vil i stort set hele landet være skyet, hvor kun Bornholm først på dagen får glæde af lidt sol.
Over den centrale del af Danmark vil det regne lidt, inden en opklaring i løbet af formiddagen melder sig i den nordvestlige del af landet og langsomt breder sig. Det giver tørt vejr og lidt eller nogen sol.
Fortsætter i weekenden
- Opklaringen når dog nok først de sydøstlige egne hen mod aftentiden, siger Klaus Larsen.
Temperaturen vil fredag ligge omkring ni grader, mens vinden bliver svag til jævn fra sydvest.
Det milde vejr fortsætter ind i weekenden.
Tør lørdag
Lørdag starter tørt ud med lidt eller nogen sol, men efterhånden som dagen skrider frem, bliver det noget mere skyet.
Vind er der lørdag fortsat ikke meget af, og temperaturen tager et nyk ned til 6-9 grader.
Mere skyet
- Natten til søndag bliver det mere skyet og også stedvist diset og tåget. Især i Jylland kan der komme et par smådryp, siger meteorologen.
Søndag fortsætter det skyede vejr. Særligt i Nordvestjylland skal man først på dagen også regne med lidt regn. Temperaturen vil holde sig omkring de 6 grader, og den falder natten til mandag kun en smule til 4-6 grader.
Mildt for årstiden
- Det er ret mildt for årstiden. Vi skal helt tilbage til november for at finde den seneste gang nattefrost.
Kigger man på næste uge, bliver det gradvist lidt koldere - men der er ingen grund til at håbe på en jul med snefnug og kælketure, lyder det.
Gråt og tørt
- Det bliver gråt og tørt. Det eneste hvide, der er udsigt, er måske en sludbyge nede over Østersøen lillejuleaften, men det er der jo ikke meget jul over.
- Den 24. december skal man nærmest til Island for at finde snevejr. Det ligner virkelig ikke, at der er den mindste chance for hvid jul, siger Klaus Larsen.