ANALYSE:

Fantastisk uge – så gode er mulighederne for F.C. København, FC Midtjylland og Brøndby

De deltagende danske hold har skabt sig et fantastisk udgangspunkt i Europa i midtugens Play Off-kampe

BRØNDBY: Brøndby sikrede et stærkt 0-0 resultat mod Strasbourg i Conference League-kvalifikationen.
Offentliggjort

De tre store hold i Superligaen F.C. København, FC Midtjylland og Brøndby IF er efter Silkeborgs deroute i europæisk fodbold de sidste til at tage Dannebrog med ud i de internationale turneringer.

I denne midtuges afgørende Play Off-kampe har de repræsenteret Danmark i hver sin turnering, og der er gode muligheder for at vi også i efteråret kan se danske deltagere hver onsdag og torsdag, når de store turneringer indledes. 

Det vurderer chefredaktør Allan Hvid fra fodboldmediet Campo.

Campo har haft en reporter med F.C. København og Brøndby IF i Schweiz og Frankrig, hvor modstanderne hedder FC Basel og Strasbourg.

- Det helt store samtaleemne i dansk fodbold i de seneste uger har jo været kampprogrammet i Superligaen, som sammenlignet med vores nabolande ikke kan sikre kampfrie weekender for de danske hold og dermed optimal forberedelse. Men det kan ikke ses på resultaterne, siger Allan Hvid, og vurderer, at der meget vel kan være tre danske hold i UEFA’s turneringer fra september af.

Han giver her sin vurdering af de danske holds chancer:

FCK 

FCK’s chance for at ende i Champions League = 8/10

De danske mestre spillede 1-1 i Champions League onsdag aften ude mod FC Basel efter et opgør, der ovenikøbet kun var en offsidekendelse fra at ende 2-1 til Jacob Neestrups mandskab. Når man kigger på F.C. Københavns trup og sammenholder det med klubbens statistik på hjemmebane i europæisk fodbold, så er jeg helt overbevist om, at Løverne fra Frederiksberg kører den her hjem. De taber stort set aldrig på hjemmebane i Parken, når modstanderne flyver ind til Champions League, Europa League eller Conference League. Det kan selvfølgelig stadig gå galt, men jeg er sikker på, at klubbens fans godt kan reservere tirsdage og onsdage aftener. Der skal spilles Champions League i Parken i efteråret.

FCM

FCM’s chance for at ende i Europa League = 9/10

FC Midtjylland besejrede upåagtede KuPS fra Finland med 4-0 på hjemmebanen MCH Arena torsdag først på aftenen, og det kan jeg sige kort og godt, det går ikke galt. FC Midtjylland sætter ikke fire mål over styr på udebane mod et finsk hold, og jeg er i øvrigt også overbevist om, at Thomas Thomasbergs hold også vinder på udebane. Herning-holdet har en kynisme, som finnerne slet ikke kan matche. Det var lige ved at gå galt tidligere i kvalifikationsturneringen mod Hibernian fra Skotland, hvor FCM først sikrede sejren i tillægstid på udebane, men nu ender det stensikkert med Europa League-kampe. Godt gået!

Brøndby 

Brøndbys chance for at ende i Conference League = 5/10

Brøndby leverede en rigtig flot udebanekamp i Strasbourg, hvor man fightede et perfekt 0-0 resultat hjem. Det var meget opløftende at se Frederik Birks hold levere en så professionel indsats i europæisk fodbold, hvor de jo tidligere i turneringen var ved at ryge ud til islandske Vikingur. Brøndbys målmand Patrik Pentz viste storform, og vestegnsholdet havde endda muligheder for også at bringe sig foran. Men det kræver minimum samme indsats i næste uge, og derfor ser jeg stadig returopgøret som værende meget åben. Jeg giver Brøndby 50% chance for at gå videre, for franskmændene havde også store chancer torsdag aften.

Her spilles returkampene

Returkampene i næste uge spilles som følger:

Onsdag 27/8

21.00, F.C. København – FC Basel

Torsdag 28/8

17.00, KuPS – FC Midtjylland

20.00, Brøndby IF - Strasbourg

Powered by Labrador CMS