Far bliver ‘anholdt’ mens fem-årig datter ser på

To betjente fra Østjyllands Politi gav lørdag en lille pige en på opleveren. Af den gode slags.

Fem-årige Stephanie får en oplevelse for livet, da to betjente fra Østjyllands Politi viser hende deres patruljevogn. Foto: Privat.
Fem-årige Stephanie får en oplevelse for livet, da to betjente fra Østjyllands Politi viser hende deres patruljevogn. Foto: Privat.
Udgivet Opdateret

Mon ikke de fleste hundeejere kender til, at det nogle gange kan være en smule træls at rejse sig fra den varme stue og bevæge sig ud med den firbenede.

For fem-årige Stephanie fra Randers blev netop sådan en tur ved 19-tiden lørdag aften en udover det sædvanlige.

– Vi kommer gående i Randers, da vi pludselig ser en politibil, fortæller Stephanies far, Rene Sørensen, til Newsbreak.dk.

Ifølge ham er betjentene inde i et hus på grund af et indbrud.

Da Stephanie er som børn er flest, begynder hun straks ud udspørge sit fædrene ophav om bilen, hvad den kan og så videre.

– Hun står og snakker og peger på bilen, da betjentene kommer ud, siger Rene Sørensen.

Det får den ene betjent til at gå hen til den nysgerrige pige.

– Han snakker til hende og spørger, om hun har lyst til at se bilen, siger Rene Sørensen.

Det vil pigen gerne, og betjentene giver hende lov til at sidde inde patruljevognen.

Herinde får hun så lov at spørge løs om alt, der findes i sådan en bil og være helt tæt på.

Også blinket får hun lov at opleve – men dog ikke sirenen, som faderen også mener ville have skræmt hende lidt.

Men det stopper ikke her; Stephanies far får lov at agere statist i datterens store oplevelse: Han får nemlig en tur i håndjern for lige at gøre det hele mere realistisk.

En glad pige

Rene Sørensen fortæller videre, at hans datters dag var reddet.

– Det var så fedt, at de to betjente tog sig tid til det, siger Rene Sørensen, der også synes, at de danske politifolk nogle gange må stå på mål for meget.

– Så derfor skal de gode historier også deles.

Og det har Rene Sørensen gjort: Hans og datterens oplevelse har han lagt på Facebook.

Håber betjentene ser det

Her har den allerede fået en del opmærksomhed – af den positive slags.

– Jeg håber, at de to unge betjente ser det – i modsætning til alt det negative, siger Rene Sørensen.

Indtryk har det i hvert fald gjort på fem-årige Stephanie.

– Hendes dag var reddet, hendes dage, hun snakkede om det helt til hun skulle i seng, griner Rene Sørensen.

– Det var dejligt og meget inspirerende. Og en stor oplevelse for os begge, siger han videre.

Det nærliggende spørgsmål må så være, hvad Stephanie skal være, når hun bliver voksen.

– Hvad skal du være, skat, skal du være politimand, spørger Rene sin datter, men journalisten venter i telefonen.

– Hun siger nej, griner Rene Sørensen, der også fortæller, at det er han glad nok for.

Ikke første gang

Det er ikke første gang, hvor Newsbreak.dk fortæller om venlige betjente, der giver børn sådan en oplevelse.

I juli 2016 kunne vi fortælle historien om dengang, hvor et overfald på Rikke blev vendt til en positiv oplevelse for hende og hendes søn.

Den historie kan du læse HER.

Powered by Labrador CMS