Farligt arbejde: Her rammer ulykkerne oftere

Natarbejdere er udsat for flere ulykker end dem, der arbejder om dagen. Det viser ny forskning fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.

Træthed og underbemanding kan være en del af forklaringen på, at natarbejdere har højere risiko for at komme ud for en arbejdsulykke. Foto: Colourbox
Udgivet Opdateret

Danskere, der arbejder om natten, kommer mere til skade end dem, der går på arbejde om dagen.

Det viser en ny undersøgelse foretaget af Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, NFA. Det skriver Avisen.dk.

Resultatet viser, at der er 11 procent flere ulykker blandt natarbejdere, end i gruppen af danskere, der sover om natten.

Ifølge Ann Dyreborg Larsen, der har været med til at lave undersøgelsen, har natarbejde en effekt på trætheden, og det kan være årsagen til den forhøjede risiko for ulykker.

– Man reagerer langsommere og mangler overblik. Studier viser, at hvis man har været vågen i mere end 18 timer, har man en reaktionstid, der svarer til at have en spirituspromille på 0,5, siger Ann Dyreborg Larsen.

Forskerne har undersøgt 150.438 personers skadeshistorik, og heraf har 23.495 været til behandling for ulykker på hospitalet.

En stor del af nattearbejderne er beskæftiget i brancher under fagforbundet 3F. Arbejdsmiljøpolitisk chef Ulla Sørensen understreger, at man råder medlemmerne til ikke at gå på kompromis med sikkerheden.

Alvorlige resultater

Mange virksomheder er nemlig underbemandet om natten, og det kan ifølge Ulla Sørensen betyde, at der kan opstå situationer, hvor vigtige arbejdsopgaver må udskydes. Derfor håber hun, at forskningen vil kunne bruges til at få mere viden om hvilke situationer og omstændigheder ulykkerne opstår i

– Jeg mener, at undersøgelsens resultater er alvorlige, og jeg mener, at det vil være meget relevant at få belyst, hvad årsagen til ulykkerne er, da der i undersøgelsen både er medtaget ulykker, som sker i arbejdstiden og i fritiden, skriver Ulla Sørensen.

Arbejdsmiljøchef hos Dansk Industri, Anders Just Pedersen, forklarer, at man har fokus på, at der er en risiko forbundet med natarbejde.

– Vi laver materialer, kampagner, holder møder og forsøger at komme ud med gode råd og vejledninger til at arbejde med det her. Når rapporten siger, at der er en overhyppighed, der ikke er tilfældig, er det noget, vi skal have for øje, siger Anders Just Pedersen til Avisen.dk.

Powered by Labrador CMS