Farvel til SMS: Google vil lancere nyt beskedsystem

Google vil lancere en ny beskedtjeneste, der skal fungere som erstatning for SMS.

Google vil indføre en ny beskedteknologi, der skal erstatte SMS. Foto: Scanpix
Udgivet Opdateret

SMS’en havde sin storhedstid i 90’erne og 00’erne, men over de seneste år er beskedsystemet blevet kraftigt udfordret af diverse digitale chattjenester som for eksempel Facebooks Messenger.

Nu vil Google udvikle et nyt beskedsystem, der skal tage kampen op om at blive stedet, hvor folk sender beskeder til hinanden. Det skriver blandt andre Washington Post.

SMS, der står for Short Message Service, er et meget begrænset teknologisk format, der giver mulighed for at sende 160 tegn lange beskeder over mobilnettet. Google vil med servicen Chat implementere formatet RCS, Rich Communications Services, på mange Android-telefoner som en erstatning for SMS-formatet. RCS giver langt flere teknologiske muligheder – for eksempel for at sende billeder i høj opløsning eller videoer.

Google vil samarbejde med teleselskaber om at implementere RCS, som den nye standardteknologi for mobilbeskeder.

Allo har tidligere været Google pendant til Apples iMessage og Facebooks Messenger og Whatsapp, men Google-appen har ikke vundet meget popularitet, og med udviklingen af RCS vil Google ikke længere satse på Allo.

Powered by Labrador CMS