FDM: Grænseløse bøder gavner trafiksikkerheden

Foto: Colourbox.com (Modelfoto)
Udgivet Opdateret

Motorforeningen FDM glæder sig over, at udenlandske myndigheder nu får adgang til oplysninger om danske bilister, selv om det er ensbetydende med flere bøder til danskere, der kører på udenlandsk asfalt.

Europa-Parlamentet har onsdag vedtaget et direktiv, der inkluderer Danmark i et EU-samarbejde om indsigt i andre landes motorregistre. Og det betyder, at risikoen for at få en bøde for en trafikforseelse i udlandet bliver større.

Direktivet skal senest træde i kraft i maj 2017, og FDM glæder sig over, at det snart bliver en realitet.

»Man skal huske på, at det hele bunder i et ønske om at højne trafiksikkerheden og nedbringe antallet af trafikulykker, og det kan vi kun støtte,« siger afdelingschef Per Alkestrup i en skriftlig kommentar og tilføjer:

»Det rejser helt naturligt nogle spørgsmål, når udenlandske myndigheder får adgang til data om danske bilister. Derfor har det også været afgørende for FDM, at man i de nye regler klart har defineret, hvornår andre lande må kigge med i de danske registre.«

Hidtil har det danske retsforbehold stillet Danmark uden for samarbejdet, men det juridiske grundlag er blevet ændret, så politiet i alle 28 EU-lande med direktivet får adgang til samtlige EU-landes motorkøretøjsregister.

Dermed kan myndighederne finde oplysninger om bil- og motorcykelejere, der overtræder færdselsloven i alle EU-landene.

Powered by Labrador CMS