Fejlagtigt knaldet for narkokørsel to gange

Lastbilchauffør sigtet for narkokørsel to gange på et halvt år. Politiet frafaldt senere begge sigtelser, da blodprøverne viste, at chaufføren ikke var påvirket

To gange blev Henrik testet positiv for amfetamin.
To gange blev Henrik testet positiv for amfetamin.
Udgivet Opdateret

Citathistorie: Fagbladet 3F

Den 48-årige lastbilchauffør Henrik Larsen er rystet, og der skal ellers noget til efter en del år bag lastbilrattet.

Han er blevet narkotestet to gange i år i sin lastbil og sigtet for narkokørsel to gange. 

Begge gange slog politiets narkometer ud for amfetamin, og begge gange viste blodprøverne fra Retskemisk Institut senere, at sigtelserne var grundløse. 

Men da var skaden sket. 

- Jeg forstår ikke, at narkometre kan vise forkert. Ikke bare en, men to gange. Det er ikke betryggende. Det er ydmygende og har kostet mig dyrt, siger Henrik Larsen.

Fyret

Første gang valgte vognmanden nemlig at fyre Henrik Larsen. 

Han var startet i jobbet klokken seks samme morgen, hvor han blev stoppet af politiet klokken 7.40.

Han fandt et nyt job, og anden gang han blev narkotestet, blev han fyret af sin nuværende vognmand, der lovede, at hvis der kom negativt svar på blodprøven, var jobbet Henrik Larsens igen. Det job er han tilbage i.

Men 3F’eren fik begge gange karantæne i a-kassen, som dog blev ophævet med tilbagevirkende kraft, da sigtelserne blev frafaldet.

- Politiets fejl har kostet mig adskillige tusinde kroner – forskellen på dagpenge og løn i omkring 12 uger, hvor jeg var arbejdsløs. De penge ser jeg aldrig igen. Det er totalt urimeligt, siger han.

Ingen straffesag

I begge sigtelser fik han besked fra politiet om, at der ikke var noget at komme efter, og at der ikke ville komme straffesager mod ham.

“Blodprøven viste, at der ikke var spor af euforiserende stoffer i deres blod, og derfor er sagen grundløs” skriver Midt- og Vestsjællands Politi, der frafaldt sigtelsen 26. oktober 2021. Beskeden fra politiet kom 20 dage efter, at han blev stoppet på Slagelse-egnen.

Endnu et frafald

En lignende besked fik han fra Københavns Politi, der frafaldt sigtelsen 8. april 2021, efter at han var blevet stoppet i sin lastbil i København 22. marts 2021.

Fagbladet 3F har bedt om Rigspolitiets kommentar til, at Henrik Larsen blev udsat for fejlvisning på narkometret to gange inden for et halvt år .

Der er kommet følgende mailsvar fra Rigspolitiet.

- Et narkometer fungerer som et hjælpeværktøj i forhold til at fastlægge eventuel påvirkning og bestemmelse af stoffet. Selve graden af påvirkning bestemmes ved en blodprøve ligesom blodprøven fungerer som bevis og ligger til grund for en eventuelt domfældelse, skriver politiassistent i Rigspolitiet, Nationalt Færdselscenter, Christian Berthelsen.

Fagbladet 3F har også spurgt Rigspolitiet, om fejlvisningerne er acceptable.

- Narkometret giver udslag på stoffer, der på kontroltidspunktet findes i personens spyt. I nogle tilfælde vil stoffet imidlertid være nedbrudt på tidspunktet for blodprøveudtagelsen med negativt svar til følge, lyder mailsvaret på dét spørgsmål.

Rigspolitiet oplyser videre, at det kun i ganske særlige tilfælde vil være muligt at fremskynde et blodprøvesvar fra Retskemisk Institut.

Nye narkometre

Ifølge Rigspolitiet er der nye narkometre på vej til politiet. Hvem der skal levere, er i øjeblikket i EU-udbud, men der skal være ny kontrakt underskrevet i januar 2023. 

Skiftet sker i følge Christian Berthelsen, fordi kontrakten med den nuværende leverandør udløber, hvorfor der skal ske udbud.

Politiets narkometre er af mærket Dräger DrugTest 5000, og Fagbladet 3F har spurgt den nuværende leverandør, hvilken fejlmargen de opererer med.

Pressetalsmand Melanie Kamann, Dräger i Lübeck i Tyskland, oplyser, at falsk positive eller falsk negative resultater forekomme i sjældne tilfælde.

- Antistofferne i testen er tilpasset til lægemidler. Ikke desto mindre kan visse håndkøbslægemidler reagere med antistofferne og forårsage falske positive resultater, siger hun og henviser i et mailsvar til, at Dräger DrugTest 5000 i en nyere analyse har en nøjagtighed på 99,2 procent.

Powered by Labrador CMS