Fem smittet med livstruende sygdom

Det var brud på sikkerhedsprocedurer, der bevirkede, at fem ansatte sidste år blev smittet med sygdommen.

Udgivet Opdateret

Fem medarbejdere på Statens Serum Institut blev sidste år smittet med tuberkulose, der ubehandlet kan være en farlig sygdom.

Uheldet, der forårsagede smitten, skete som følge af brud på sikkerhedsprocedurer.

Det skriver Radio24syv tirsdag.

– Vi har et spilduheld, hvor vi opdager, at der er en medarbejder, som har begået en fejl i håndteringen af smittefarligt affald, siger Frank Follmann, afdelingschef på Statens Serum Institut til Radio24syv.

Ifølge anonyme kilder skete uheldet i et af de laboratorier, hvori man forsker i en vaccine mod tuberkulose.

Livsfarlig sygdom

Sygdommen dræbte ifølge Verdenssundhedsorganisationen 1,6 millioner mennesker på verdensplan i 2017.

– Vi igangsætter derefter en undersøgelse, hvor vi konstaterer, at der desværre er fem medarbejdere, som er blevet eksponeret for tuberkulose, siger Frank Follmann.

Medarbejderne blev tilbudt behandling, og ifølge Frank Follmann er der meget lille risiko for, at de fem faktisk bliver syge af smitten.

Efter uheldet har man skærpet sikkerhedsprocedurerne, fortæller Frank Follmann.

– Vi har indskærpet vores procedurer i forhold til håndtering af affald, og så har vi implementeret gencertificeringsforløb, og vi afholder opdateringer for medarbejderne hvert år, siger han.

Ansat med særlige opgaver

Medarbejderen, der stod bag uheldet, beskriver anonyme kilder som erfaren. Kilderne fortæller desuden Radio24syv, at medarbejderen har været med til at oplære andre i sikkerhed.

Personen er ikke længere ansat ved Statens Serum Institut.

Frank Follmann afviser overfor Radio24syv, at der er tale om en fyring, og siger, at stoppet er sket efter en fælles aftale mellem Statens Serum Institut og den pågældende medarbejder.

Frank Follmann afviser samtidig, at uheldet er sket på grund af manglende sikkerhedsprocedurer eller oplæring af medarbejdere.

Powered by Labrador CMS