Fergie forsvarer prins Andrew

Foto: Sam Spiro/SCANPIX
Udgivet Opdateret

De verserende pædofilianklager mod den britiske prins Andrew har intet på sig, mener hans ekskone, hertuginden af York, Sarah Ferguson.

Hun er ikke selv ubekendt med skandaler og har altid været anset som lidt af et frisk pust i det britiske kongehus.

Men spørger man hertuginden af York, Sarah Ferguson, der også er kendt under kælenavnet Fergie, så har de nuværende anklager om pædofili rettet mod eksmanden prins Andrew ikke det fjerneste med virkeligheden at gøre.

Det fortæller hun under en skiferie til Daily Mirror.

– Jeg vil sige, at det fineste øjeblik i mit liv var, da jeg giftede mig med ham i 1986, fortæller hun.

Anklagerne er et led i en større kulegravning af den amerikanske rigmand og pædofilidømte Jeffrey Epstein, der i årevis var gode venner med den nu udhængte hertug af York. Under sagen er det nemlig kommet frem, at Epstein tilsyneladende skulle have leveret mindreårige piger til den nu 54-årige prins Andrews frie afbenyttelse i perioden 1999 til 2002.

Men det afviser Fergie altså fra sin ferieidyl i de schweiziske alper.

– Han er en god mand, den bedste mand i verden. York-familien er en tæt enhed, vi har altid været en tæt enhed. Han er den bedste mand, der findes, lyder det fra den ferierende hertuginde.

Ifølge Daily Mail er tingene dog ikke helt så simple. Fergie, der brød med prins Andrew tilbage i 1992, modtog ifølge avisen nemlig 15.000 pund eller godt 140.000 danske kroner fra nu 61-årige Epstein i 2010, tilsyneladende for at dække hendes eskalerende gæld.

Newspaq

Powered by Labrador CMS